Mand anholdt: Klatrer over muren til dronnings bopæl
Dronning Elizabeth var ikke hjemme, da en mand hoppede over murene til Buckingham Palace. Manden blev anholdt og skal nu mentalundersøges.
Det britiske politi har i weekenden anholdt en mand for ulovlig indtrængen ved Buckingham Palace.
Manden var klatret over murerne til slotsområdet ved Buckingham Palace, hvor dronning Elizabeth og gemalen prins Philip til dagligt bor, men manden blev hurtigt pågrebet, inden han nåede videre i sin færd. Det oplyser den britiske politistyrke, Scotland Yard, ifølge avisen The Telegraph.
– I det øjeblik han faldt til jorden fra muren, blev han mødt af vores betjente og anholdt for ulovlig indtrængen, lyder det i en erklæring.
– Han var ikke i besiddelse af våben, tilføjer Scotland Yard, der oplyser, at dronningen ikke var på matriklen, da manden forcerede slotsmurerne.
Ung mand skal mentalundersøges
Efter anholdelsen blev den 21-årige mand anholdt og skal nu mentalundersøges.
Weekendens episode er den tredje i år. I august hoppede en 22-årig mand over sikkerhedshegnet, og et par måneder forinden nåede en 41-årig mand at opholde sig på det royale område i hele syv minutter, inden han blev pågrebet.
De tre hændelser i år nåede ikke at eskalere lige så voldsomt, som tidligere episoder med ulovlig indtrængen i de kongelige gemakker har gjort.
I 2013 sneg en person sig ind i slottets statsværelse, men den mest alvorlige indtrængen skete i 1982.
Her trængte en mand helt ind i dronningens soveværelse, mens hun lå derinde. Hun ilede straks ud og søgte sikkerhed, og manden blev efterfølgende anholdt.
/ritzau/FOKUS