Langer hårdt ud efter kong Harald
Ekspert efterlyser handling fra den norske konge
Den norske kongehusekspert Trond Norén Isaksen er ikke imponeret af kong Haralds håndtering af problematikken omkring Netflix-dokumentaren om hans datter og svigersøn.
Det gør han klart i et debatindlæg i Aftenposten, skriver Nettavisen.
Virker handlingslammet
Ifølge Trond Norén Isaksen virker kongen handlingslammet og risikerer at ødelægge sit livsværk samtidig med, at han sætter kronprins Haakons og prinsesse Ingrid Aleandras fremtid på spil.
Eksperten nævner i den forbindelse Haralds møde med pressen i sidste uge, hvor han sagde, at problemerne skal løses via samtaler.
Dolket i ryggen
– Her stod en mand, som hele Norge elsker, og som er blevet offentligt ydmyget og dolket i ryggen af sin egen datter og svigersøn. Alligevel viste han ikke styrke til at stå op for sig selv og den institution, han står i spidsen for, skriver Trond Norén Isaksen i debatindlægget.
Kongehuset har tidligere meldt ud, at man betragter dokumentaren som et aftalebrud, og det skal ifølge Trond Norén Isaksen have konsekvenser.

Monarkiet må veje tungest
Ifølge ham skal hensynet til monarkiet veje tungest.
Støjen omkring Märtha Louise og Durek Verret vil overskygge kongefamiliens daglige virke, hvis der ikke bliver ryddet op, mener kongefamilieeksperten.
LÆS OGSÅ: