Kongepar fik indsigt i Samsøs grønne ambitioner
Samsø er ved at udvikle en grøn helhedsplan for øen. Det hørte kongeparret om på sensommertogts sidste dag
Kong Frederik og dronning Mary fik torsdag et indblik i, hvordan fremtiden skal se ud for den 114 kvadratkilometer store ø i Kattegat, Samsø.
Det skete på sidstedagen af parrets sensommertogt med udsigt til Samsøs natur ved Brundby Stubmølle, der er en af de 16 stubmøller, der er tilbage i Danmark.
Her fortalte borgmester Marcel Meijer (S), falkoner Louise Vedel, lodsejer Jens Kristian Kjeldahl og biolog Knud Tybirk om øens grønne helhedsplan, der er under udvikling.
Kendt for grøn omstilling
Planen skal på sigt danne grundlag for en bæredygtig anvendelse af Samsøs arealer med et helhedsorienteret blik på natur, landbrug og udvikling.
Samsø har længe været kendt for sit arbejde med den grønne omstilling.
I 1997 blev øen udnævnt til at blive Danmarks vedvarende energiø af daværende miljøminister Svend Auken (S).

Selvforsynende
Ti år efter formåede Samsø at blive selvforsynende med vedvarende energi.
Kong Frederik, der med dette års sensommertogt er i gang med sin anden sejlsæson som regent, har tidligere sagt, at han som konge vil have fokus på at støtte den grønne omstilling.
Efter besøget ved Brundby Stubmølle skal kongeparret blandt andet besøge Nordby, som tidligere er blevet udnævnt som en af Danmarks bedst bevarede landsbyer.
Reception
Torsdag aften afsluttes besøget på Samsø og kongeparrets fire dage lange sensommertogt med en reception på kongeskibet "Dannebrog".
Kongeskibet tjener som officiel og privat residens for kongeparret samt øvrige medlemmer af den kongelige familie, når de er på sommertogt i hjemlige farvande eller på oversøiske officielle besøg.
Dermed har skibet været med på alle fire destinationer på dette års sensommertogt, Frederikshavn, Thisted, Læsø og Samsø.
Mangeårig tradition
Sommertogtet om bord på kongeskibet rundt i Danmark er en mangeårig tradition, der går tilbage til Christian IX's tid.
Den mangeårige tradition medfører dog også et dilemma for kongehuset og kongen, der har sat den grønne omstilling i fokus.
Kongeskibet "Dannebrog" er nemlig dieseldrevet, og det koster i kongehusets CO2-regnskab.
Brugte 284 kubikmeter diesel
Skibet brugte sidste år 284 kubikmeter diesel, viste Forsvarets opgørelse over udgifter til kongehuset sidste år.
DR skrev i maj, at det svarede til en CO2-udledning på cirka 767 ton. Til sammenligning udleder den gennemsnitlige dansker omkring 13 ton CO2 om året.
Kongehuset erkendte dilemmaet til DR i et skriftligt svar.
- Forsvaret er i gang med at undersøge muligheden for at anvende alternative drivmidler med henblik på at reducere udledninger fra kongeskibet, skrev kommunikationschef i kongehuset Nina Munch-Perrin til mediet.