Hestene betyder mere end prinsessetitlen

Da prinsesse Nathalies egen ridekarriere stoppede, blev hun landstræner for det danske olympiske dressurhold. Den 2. maj fylder hun 50 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Prinsesse Nathalie fylder 50 år

Prinsesse Nathalie har haft en livslang passion for ridesporten.

Hun blev international toprytter og repræsenterede Danmark ved flere mesterskaber.

Efter sin aktive karriere blev hun landstræner for det danske dressurlandshold.

I dag driver hun et ridecenter og træner top-dressurryttere.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Ridesporten har fulgt prinsesse Nathalie hele livet. 

Som datter af prinsesse Benedikte og prins Richard er hun født ind i hesteverdenen.

Allerede som fireårig begyndte hun at ride på de heste, som forældrene avlede på slottet Berleburg i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen.

Tidligt op hjemme hos mormor 

Og når hun var på besøg hos sin mormor, dronning Ingrid, på Gråsten Slot, stod hun tidligt op for at gå i hestestalden.

At sove længe overlod hun til sine søskende, prinsesse Alexandra og prins Gustav, og til fætrene, kronprins Frederik og prins Joachim.

2. maj fylder Nathalie zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg 50 år.

Har aldrig haft det der prisesseliv

Hun ser først og fremmest sig selv som rytter og dernæst prinsesse, fortæller hun i bogen "Mit liv med heste" fra 2007 af journalist Vivi Sjøner.

- Det der prinsesseliv med mange fester, det har jeg ikke haft, for hestene har været midtpunktet i mit liv.

Hestene har stor betydning for Nathalie zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg. Indtil 2021 var hun landstræner for det danske olympiske dressurhold. (Arkivfoto).

International toprytter i 15 år

Det fokus har ført hende langt i ridesporten. Således var hun international toprytter i 15 år, hun har repræsenteret Danmark ved syv europamesterskaber, tre verdensmesterskaber samt tre olympiske lege.

Ved OL i Beijing i 2008 vandt hun holdbronze på hesten Digby, og i London i 2012 blev det til en fjerdeplads på samme Digby.

Den mørkebrune vallak fulgte hende gennem 23 år. Hun tog selv imod ham, da han kom til verden i 1997, og da hesten blev syg i 2020, stod hun ved siden af dyrlægen, da den måtte aflives.

Succes som landstræner

Foruden sine egne sejre har prinsesse Nathalie haft succes som landstræner for det danske olympiske dressurlandshold fra 2017 til 2021.

Ved OL i Tokyo i 2020 blev det ikke til dansk bronze, som nogle havde håbet. Men det var tæt på for en af holdets ryttere, Cathrine Dufour, der sluttede som nummer fire.

Alle tre danske ryttere, der endte i top-11, kunne bagefter fortælle om en jordnær træner, der ikke er bange for at give sine følelser frit løb.

Ved Cathrine Dufours åbningsridt var landstræneren opløst i glædestårer over den flotte præstation.

Mor til to

Prinsesse Nathalie er mor til to, Konstantin, der snart fylder 15 år, og Louisa på 10.

Børnene har hun med sin eksmand, tyske Alexander Johannsmann, som hun blev gift med i 2011 og skilt fra i 2022.

I dag driver prinsesse Nathalie ridecenter på slottet i Berleburg, hvor hun også bor.

Hun tilbringer dog også tid i Danmark som personlig træner for top-dressurrytteren Daniel Bachmann Andersen.

Hun sidder desuden i bestyrelsen i Dansk Ride Forbund.

Powered by Labrador CMS