Hertuginde brillerer i Dianas favorit-tiara
Den britiske hertuginde Kate var iført prinsesse Dianas yndlings diadem, da hun deltog i en reception på Buckingham Palace.
Da den afdøde prinsesse Diana havde sin faste gang i det britiske hof, blev hun ved officielle lejligheder ofte spottet med et ikonisk hovedsmykke, der er besat med et utal af diamanter og perler.
Diademet, der går under navnet Cambridge Lover’s Knot, blev gennem årene prinsesse Dianas favorit.
Nu lader det til, at andre i Englands kongehus er blevet fascineret af det overdådige smykke. Det skriver mediet ABC News.
Hertuginde Kate deltog nemlig i en reception på Buckingham Palace, hvor hun var iført den ekstravagante tiara sammen med en gulvlang rød kjole.
Sjælden begivenhed
Det er en sjælden begivenhed, at hertuginden iklæder sig diademer. 34-årige hertuginde Kate er nemlig kun blevet set med hovedsmykker fire gange, hvor hun én gang tidligere har båret Cambridge Lover’s Knot.
Dronning Elizabeth gav prinsesse Diana Cambridge Lover’s Knot som gave. Tiaraen blev givet i forbindelse med prinsesse Dianas bryllup med prins Charles i juli 1981.
Det er dog ikke kun i det britiske kongehus, at de kongelige videregiver de royale diademer. I Danmark bærer kronprinsesse Mary dronning Ingrids rubinsæt, der kom til Danmark med Frederik VIIIs dronning, Louise.
Siden da har det været tradition, at smykkesættet gives videre til den danske kronprinsesse ved hendes bryllup.
/ritzau/FOKUS