Frederik og Mary dukker op
Kongeparret besøger i dag de danske soldater i Camp Valdemar
Frederik og Mary tager her i formiddag fat på dag to af deres statsbesøg i Letland.
Og det bliver i høj grad en dag i forsvarets og militærets tegn.
Besøger gymnasie
Første programpunkt, det er klokken 10.25, er et gymnasiebesøg, hvor kongeparret skal møde en gruppe elever, der deltager i en obligatorisk uddannelse i nationalt forsvar.
Efterfølgende fortsætter kongeparret dagen på Ādaži Military Base, hvor de blandt andet deltager i en lille mindehøjtidelighed ved monumentet for faldne lettiske soldater.
Frokost med de danske soldater
Og klokken 12.10 besøger Frederik og Mary så den danske militærlejr Camp Valdemar, der ligger i tilknytning til Ādaži Military Base.
Her får kongeparret en rundvisning i lejren, hvor de udsendte danske soldater undervejs giver et indblik i deres hverdag.
Besøget rundes af med en frokost i lejrens kantine.
Siger tak for gæstfriheden
Dagens og statsbesøgets officielle program rundes af på Letlands nationalmuseum for kunst, hvor kongeparret er værter ved et såkaldt returarrangement og således takker Letland for landets gæstfrihed under statsbesøget.