Frederik får æren

Efter knap seks års anlægsarbejde er fem nye metrostationer klar til at åbne 22. juni. Kong Frederik deltager.

Udgivet Opdateret

Kong Frederik skal indvie forlængelsen af metrolinjen M4 til Sydhavn og Valby, når den åbner 22. juni.

Det skriver Metroselskabet i en pressemeddelelse.

Anlægsarbejdet af de fem nye stationer på metrolinjen har været undervejs i knap seks år.

Åbningsceremoni i Sydhavn

- Det er altid en historisk dag, når nye metrostationer åbner. Vi er derfor meget glade for, at kongehuset har givet tilsagn om, at hans majestæt kongen vil deltage i åbningen af M4 til Sydhavn og Valby, siger direktør i Metroselskabet Erik Skotting i pressemeddelelsen.

Åbningen bliver markeret med en åbningsceremoni på Mozarts Plads i Sydhavn. Festlighederne vil være inspireret af åbningsfesten på Rådhuspladsen, da Cityringen åbnede i 2019, skriver Metroselskabet. Dog i mindre skala.

Mangler endelig godkendelse

De fem nye stationer på M4-linjen er Havneholmen, Enghave Brygge, Sluseholmen, Mozarts Plads og København Syd.

I dag kører M4 fra Orientkaj i Nordhavn til Københavns Hovedbanegård.

Før forlængelsen af metrolinjen kan blive taget i brug, mangler Metroselskabet dog at få de endelige godkendelser fra myndighederne til at køre med passagerer.

Kong Frederik deltager i en åbningsceremoni på Mozarts Plads, når fem nye metrostationer åbner 22. juni. (Arkivfoto).

Lukker ned i et døgn

I de kommende måneder vil Metroselskabet derfor fokusere på at få test og dokumentation på plads, oplyser Erik Skotting.

Det betyder blandt andet, at metrolinjerne M3, også kendt som Cityringen, og M4 skal lukkes i cirka et døgn, lyder det. Det vil ske omkring en måned inden åbningen af de nye stationer.

Powered by Labrador CMS