En følelsesladet dag venter
Kongeparret deltager ved tre begivenheder i København
I dag fredag den 5. september er det officiel Flagdag for Danmarks udsendte.
Det er således dagen, hvor vi hylder de udsendtes indsats, og mindes dem, der ikke kom hjem i live.
Med ved tre begivenheder
Ifølge kongehusets officielle kalender, deltager kong Frederik og dronning Mary ved tre af dagens begivenheder i København.
Sammen med repræsentanter fra regeringen er kongeparret med, når der klokken 12 er kranselægning ved Monumentet over Danmarks internationale indsats siden 1948 i Kastellet.
Mindegudstjeneste for de efterladte
Herfra tager de videre til Holmens Kirke, hvor de deltager i en mindegudstjeneste for efterladte til de, der ikke kom levende hjem fra internationale missioner.

Endelig vil Frederik og Mary også være på plads ved årets parade for de udsendte på Christiansborg Slotsplads.
Masser af muligheder
Flagdagen markeres i øvrigt med arrangementer i hele Danmark.
På Flagdagen.dk kan du se, hvad der sker i dit område.