Har fundet svar i kongens dagbøger
Det har været diskuteret, om Christian X's møder med Adolf Hitler var udtryk for sympati. Men i kongens egne dagbogsnotater får Hitler ikke rosende ord med på vejen
Citathistorie: Kristeligt Dagblad
Adolf Hitler imponerede ikke Christian X ved deres allerførste møde i februar 1934.
Det fremgår af kongens egne dagbogsnotater, som Kristeligt Dagblad har set.
Avisen har fået adgang til Christian X's dagbøger fra Kongehusets arkiv i perioderne omkring kongens tre møder med den tyske rigskansler i 1930'erne og har bedt førende historikere om at vurdere indholdet.
"Dagbogsnotaterne underbygger den etablerede forståelse af, at Christian X's ageren var samstemt med regeringen. Der er altså ikke tale om en selvstændig kurs. Og notaterne viser også med al tydelighed, at der ikke er tale om en konge, der havde sympati med Nazityskland, men om en konge, der frygtede for Danmarks fremtid," siger historiker Steen Andersen til Kristeligt Dagblad.
Af dagbøgerne fremgår det for eksempel, at Christian X var optaget af nazistbevægelsens udbredelse i Sønderjylland, om tyskerne ville kræve Nordslesvig tilbage, og om hele Danmark ville blive opslugt af Nazityskland, som det skete for Østrig i 1938:
"Hyggelig var den tanke ikke, at vor skæbne kom til at ligne Østrigs," skrev kongen således i sine dagbøger.
Til heftig debat
Christian X's og kongehusets forhold til Nazityskland har ellers været heftigt debatteret gennem det seneste år.
Debatten blev skudt i gang i efteråret 2024 med journalist Peter Kramers bog "Ridser i lakken", hvor han blandt andet udtrykte undren over Christian X's "hyppige besøg" i Tyskland og spurgte, hvad der mon kunne stå i kongens dagbøger, som ikke er tilgængelige for offentligheden.
Flere har siden rejst spørgsmålet, om Christian X's besøg i Tyskland var udtryk for personlig sympati.
Ingen sympati at spore
I kongen egne dagbogsnotater før og efter møderne med Hitler, som Kristeligt Dagblad har fået adgang til, er der dog ingen sympati at spore.
Her giver Christian X kun en enkelt karakteristik af den tyske rigskansler.
Det sker efter første møde hvor kongen skriver, at Hitler "…ikke gjorde indtryk at være en særlig åndelig betydelig mand."
Ifølge Henrik Lorentzen, der er seniorredaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, er Christian X’s karakteristik af den tyske rigskansler ikke ment positivt:
"Kongens formulering må forstås sådan, at Hitler ikke var særlig betydelig med hensyn til åndelighed, hvilket vel vil sige, at han ikke havde den store dannelse og evne til at reflektere over åndelige spørgsmål. Det er en negativ karakteristik, om end lidt diplomatisk udtrykt," lyder det fra Henrik Lorentzen.