Ekspert: Isabellas valg er næppe tilfældigt

Prinsesse Isabella skal til august aftjene sin værnepligt ved Gardehusarregimentet i Slagelse

Offentliggjort

At prinsesse Isabella skal aftjene sin værnepligt i Hæren og netop ved Gardehusarregimentet i Slagelse, præcis som også kronprins Christian gjorde det, er ifølge kongehushistoriker Sebastian Olden-Jørgensen næppe helt tilfældigt.

Det siger han til BT.

Kongehushistorikeren nævner i den forbindelse, at man på kasernen i Slagelse har erfaring med alt det praktiske omkring håndteringen af en person fra den kongelige familie. 

Blandt andet når det kommer til sikkerheden.  

Nøjes med værnepligten

Og så ser han det som et tegn på, at Isabella ikke satser på en militær karriere ud over værnepligten.

For så havde hun sandsynligvis valgt at søge mod et andet værn end kronprinsen, da kongehuset jo skal repræsentere hele det danske forsvar. 

"Hvis hun havde set en militærkarriere foran sig, og eksempelvis sigtede efter en officersuddannelse, så havde det været oplagt at vælge en anden gren," forklarer Sebastian Olden-Jørgensen til BT.

Isabella, med både hjelm og oppakning, ses her sammen med kronprins Christian under en besøgsdag på kasernen i Slagelse i marts sidste år.

Et klogt træk

Kongehushistorikeren kalder det i øvrigt "et klogt træk" af kongehuset, at lade prinsessen trække i trøjen.  

Fordi det sender et godt signal til befolkningen. 

Isabella starter ved Gardehusarregimentet i Slagelse til august - som en af de første til at aftjene 11 måneders værnepligt.  

Powered by Labrador CMS