Dronning Mary klar til håndholdherrer

Sidder klar til finalen mod Tyskland i Boxen

Offentliggjort Sidst opdateret

Dronning Mary deltager i EM-finalen i håndbold

Dronning Mary vil overvære EM-finalen i håndbold mod Tyskland i Boxen i Herning.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt og Tysklands forbundskansler Friedrich Merz vil også være til stede blandt de 15.000 tilskuere.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Når de danske håndboldherrer søndag aften skal jagte en guldmedalje i EM-finalen mod Tyskland i Boxen i Herning, bliver det med royalt besyv fra lægterne.

Dronning Mary rejser således til det midtjyske for at overvære håndboldfinalen.

Det oplyser kongehuset på sin hjemmeside.

Kongehuset oplyser ikke, om kong Frederik gør dronning Mary selskab på tilskuerrækkerne i Boxen.

Kansler også på lægterne

Blandt de omkring 15.000 tilskuere i Boxen søndag bliver desuden Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz. Det skriver det tyske medie Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Danmark skal i finaledysten møde Tyskland klokken 18 i kampen om en medalje af den fineste karat.

Dronning Mary kommer til at sætte sig til rette, når Danmark skal møde Tyskland i EM-håndboldfinalen. (Arkivfoto).

Det danske håndboldlandshold har haft stor succes med flere guldmedaljer i de seneste år, og derfor har der flere gange været royalt besøg til håndboldfinalerne.

Kong Frederik så OL-triumf

Kong Frederik var blandt andet på plads, da håndboldherrerne i 2024 vandt OL-guld i Paris.

Til gengæld var der ikke royalt besøg, da håndboldlandsholdet vandt VM-guld sidste år i norske Oslo.

Også kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) skal overvære søndagens finale.

Det har kulturministeren gjort flere gange, ligesom han ved flere lejligheder har holdt tale på Københavns Rådhus ved store danske sportspræstationer for blandt andet håndboldlandsholdet og cykelrytteren Jonas Vingegaard.

Droppede kvinde-finale

Da håndboldkvinderne i december 2024 spillede EM-finale mod Norge i østrigske Wien var der til gengæld hverken besøg fra royal eller politisk side.

Jakob Engel-Schmidt rejste ikke til Wien for at se finalen, mens hverken kong Frederik eller dronning Mary heller var at finde på siddepladserne.

Håndboldkvinderne tabte finalen med 23-31 til de norske favoritter.

Powered by Labrador CMS