Afsløring: Prinsesse Benedikte kæmper mod sygdom
Laver daglige øvelser og indtager kalktabletter for at holde det i skak
Prinsesse Benedikte har i årevis haft knoglesundhed helt tæt inde på livet, og for nylig besøgte hun 'Café Osteoporosen' i Sønderborg i bestræbelsen på at slå et slag for sagen.
Hendes mor, dronning Ingrid, var nemlig hårdt ramt af osteoporose, og sygdommen satte dybe spor i de sidste år af dronningens liv.
Det har Dronning Margrethes 81-årige søster tidligere fortalt i forbindelse med sit mangeårige engagement som protektor for Osteoporoseforeningen.
Det gør hun selv
- Min mor sank sammen i ryggen, da hun var i 70'erne, og det har klart været et rygsammenfald som resultat af osteoporose. I 1997 brækkede hun hoften, og det begrænsede hendes mobilitet yderligere og gav mange smerter. Sygdommen er arvelig, og jeg blev selv undersøgt for over 10 år siden, uden at der dengang var tegn på knogleskørhed. Men jeg tager mine kalktabletter og gør øvelser dagligt for at styrke min krop, citerer alt.dk fra foreningens medlemsblad.
Derfor tager prinsessen i dag sine egne forholdsregler, og gør generelt en aktiv indsats for at forebygge knogleskørhed.