Afslører Frederik og Marys gæsteliste
Kongeparret siger i dag farvel og tak til Estland
Kong Frederik og dronning Mary afslutter i dag deres statsbesøg i Estland.
Det sker som traditionen byder med en returreception, hvor de takker deres værter, den estiske præsident Alar Karis og hans hustru, for deres gæstfrihed.
Returreceptionen finder sted på i Tallinn Town Hall og gæstelisten er alenlang.
Det afslører kongehuset nu på sin hjemmeside.
Rejser videre til Litauen
Det estiske præsidentpar er naturligvis med og det er blandt andet også både den danske ambassadør i Estland og den estiske ambassadør i Danmark.
Dertil en lang række ministre, embedsfolk samt topfolk fra erhvervslivet.
Det danske kongepar tager officiel afsked med det estiske præsidentpar i 'Den Danske Konges Have' klokken 11.30.
Efterfølgende rejser de videre til Litauen, hvor der i eftermiddag er velkomstceremoni på Præsidentpaladset i Vilnius.