Siger nej til ny super-yacht

Hverken Charles eller William støtter planer om nyt skatteyderfinansieret luksus-kongeskib

Udgivet Opdateret

Det er blevet mødt med massive protester, at den britiske regering vil spendere cirka 200 millioner pund – eller det, der svarer til i omegnen af 1,7 milliarder, skattyder-betalte kroner til et nyt kongeskib.

Både fra politisk side og hos den menige britte.

Nu melder så også både prins Charles og prins William sig i koret af skeptikere.

Det skriver blandt andet The Times.

Skal erstatte ‘Britannia’

To år efter dronning Elizabeth satte sig på kronen i 1952, blev et nyt kongeskib, yachten ‘Britannia’, søsat og herefter benyttet af den kongelige familie i 43 år indtil det blev taget ud af drift i 1997.

Dengang lovede regeringen, at det ville blive erstattet af et nyt.

Den 29. maj i år sagde premierminister Boris Johnson så, at det nye kongeskib kan tages i brug inden for fire år, og at det vil koste 200 millioner pund.

Han udtrykte også håb om, at den royale familie vil bidrage til at gøre skibet til et symbol på Storbritanniens velstand.

Nej fra Charles og William

Men noget tyder på, at han tager fejl. For hverken den kommende konge, prins Charles og hans efterfølger i embedet, prins William, synes at gå ind for planerne.

– Charles ønsker det ikke og William ønsker det ikke. Ingen i kongefamilien har interesse i skibet, siger en kilde tæt på Buckingham Palace til The Times.

Boris Johnson skulle angiveligt være rasende over modstanden mod skibet, som han har kaldt et nyt nationalt flagskib, der skal afspejle Storbritanniens blomstrende position som en stærk, uafhængig nation og handelspartner i den maritime sektor.

Powered by Labrador CMS