TV 2-vært har fundet roen

- Der herskede en stor ordentlighed og grundighed, som jeg forsøger at indføre i mit eget liv, siger tv-vært Adam Duvå Hall om sin medvirken i nyt program

KORT RESUMÈ AF ARTIKLEN

Adam Duvå Hall udforsker Shaolin-filosofien i det nye TV 2-program 'Shaolin'.

Over otte afsnit træner danske kendisser i et sydkoreansk tempel med Shaolin-masters.

Programmet fokuserer på mindfulness, meditation og personlig udvikling gennem spiritualitet.

Adam Duvå Hall søger teknikker til at håndtere stress og opnå ro i en travl hverdag.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Hvis livet spiller dig nogle kort, hvor du får mulighed for at kaste dig derud, hvor det er svært at bunde - så skal du gribe den.

Sådan lyder filosofien hos tv- og radiovært Adam Duvå Hall, der er aktuel i det spritnye TV 2-program "Shaolin", hvor han og otte andre danske kendisser bliver introduceret den ældgamle kinesiske livsfilosofi Shaolin.

En gave

- Det viser sig jo som regel, at det er en gave at møde nogle, der virkelig har dedikeret deres liv til noget, fortæller den 48-årige Go' Morgen-vært.

- Og at de ovenikøbet står på skuldrene af en tusindår gammel tradition gjorde, at jeg havde en fornemmelse af, at de nok havde fundet ud af et eller andet, som man kunne lade sig inspirere af.

Mindfulness og meditation

Over otte programmer og 12 dage skal de træne og leve som Shaolin-masters i et sydkoreansk tempel langt væk fra civilisationen.

Til at guide dem er to anerkendte Shaolin-masters, som løbende vil teste de medvirkende både fysisk og mentalt.

Kilden til personlig udvikling går gennem mindfulness, meditation og spiritualitet.

Foruden Adam Duvå Hall er tidligere Vild med dans-vært Sarah Grünewald, skuespiller og presserådgiver Anne Sofie Espersen, musiker Sharin Foo, debattør Geeti Amiri, tidligere svømmer Sarah Bro, skuespillerne Esben Dalgaard og Albert Harson og breakdancer Rico Coker.

Ville inspireres

For Adam Duvå Hall var det ikke et spørgsmål om, at han skulle lægge sit liv helt om, være frelst eller blive i Sydkorea og gå i kloster efter programmet.

- I virkeligheden var det et ønske om at se, om der findes nogle ting derude, som troværdigt kan inspirere, fortæller han.

- For jeg synes også, at vi lever i en verden, hvor vi ser meget stress. Og findes der nogle små teknikker til at zoome lidt ind er det værd at undersøge.

En kamp

Ifølge Adam Duvå Hall lever han et meget normalt liv - kone, to børn, et rækkehus og en kat - med alle de goder og komplikationer, det nu måtte bringe med sig.

- Der er en kamp om vores opmærksomhed, og det tog kører virkelig stærkt, siger Adam Duvå Hall.

Opskrift på ro og nærvær

- Jeg kan se det på ungerne, hvor hurtigt de kan blive fanget af algoritmerne, og hvad det er, vi bruger vores tid på i de få timer, vi har sammen som familie.

- Så jeg synes, der er alt mulig grund til at interessere sig for, hvor man kan skabe huller, der giver mere ro og nærvær.

Om opskriften til den ro og nærvær var til at finde en snert af i Sydkorea, er svært at sige, synes han.

Kan finde ro

- Men der er øjeblikke, efter at vi er kommet hjem, hvor jeg genkalder stemningen i templet, eller noget, de her masters har sagt, som jeg så kan finde en ro i, siger Adam Duvå Hall.

- Jeg fik muligheden for at være sammen med nogle, der har raffineret en måde at være til stede på på en helt anden måde, uden støj, uden mobiltelefon eller noget i 12 dage, fortæller tv- og radiovært Adam Duvå Hall om tiden i templet i TV 2's nye program "Shaolin".

- Ville de have rådet mig til at tage det med ro lige nu, eller skal jeg løbe tusind gange rundt om mig selv for at udføre noget i livet, som i virkeligheden ikke gavner den store mening?

Adam Duvå Hall startede sin karriere på satireprogrammer som "Monkey Business" på P3 og "Torsdag i 2'eren" og "Go' røv og go' weekend" på DR2.

Flere værtsroller

Desuden har han været vært på "Jeopardy" og "Fristet" på TV3 og haft værtsrollen på det danske melodigrandprix tre gange i perioden 2006-2008.

Han har siden 2018 været vært på "Go' Morgen Danmark" på TV 2.

"Shaolin" har premiere 22. januar på TV 2 og TV 2 Play.

Powered by Labrador CMS