Slut efter 11 år

Ellen Nybo har haft sin sidste vagt på TV 2 Vejret. Nu ser hun frem til at tænke over tilværelsen og forme en ny vej i arbejdslivet, lyder det fra hende

Da TV 2-profilen Ellen Nybo fik mulighed for at søge en frivillig fratrædelsesordning, tog hun den.

Nu har vejr-værten så haft sidste arbejdsdag på TV 2 Vejret.

- Sluttede i går, som jeg allerhelst ville; nemlig ude i vejret ved vejrbilen og med overvældende mange søde hilsner og tilkendegivelser på min vej, skriver Ellen Nybo i et opslag delt på Instagram.

Skal tænke over tilværelsen

- Tak til alle jer, der har skrevet, også her på Instagram. Nu glæder jeg mig til at få lidt tid til at tænke over tilværelsen og så småt forme en ny vej i arbejdslivet, skriver hun videre i opslaget på det sociale medie.

Ellen Nyby i sidste måned kunne hun fortælle på Instagram, at hun efter 11 år havde valgt at søge en frivillig fratrædelsesordning.

Noget opstår hen ad vejen

- Efter 11 sjove, lærerige og gode år som vært og journalist på TV 2 vil jeg nu prøve noget andet, skrev Ellen Nybo dengang.

Ellen Nybo med kollegaen Steen Langeberg til det hedengangne Zulu Comedy Galla sidste år. (Arkivfoto).

- "Hvad skal du så?", spørger alle. Og ved I hvad - jeg ved det faktisk ikke. For en, der ellers altid har planer og generelt føler, at man bør have en plan, så er det lidt en øvelse at sige højt. Men jeg tænker, at der nok opstår noget hen ad vejen, og jeg er spændt på at finde ud af, hvad det bliver.

Ansat siden 2012

Ellen Nybo har en bacheloruddannelse i film- og medievidenskab fra Københavns Universitet og en diplomuddannelse i analytisk journalistik fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Hun har tidligere i sin karriere været reporter på P3 på DR og tilrettelægger på Nordisk Film.

Siden sommeren 2012 har hun været vært og journalist på TV 2 Vejret.

Privat er hun gift med Nicolai Hansson, som også er tidligere vært på kanalen, blandt andet på aktualitetsprogrammet "Go' aften Danmark". Sammen har parret tre børn.

Powered by Labrador CMS