Oh Land: Jeg bliver nærmest opslugt af dem

Det blev til en pause på tre år for kunstneren Oh Land, der nu er tilbage som dommer i underholdningsprogrammet "X Factor"

Oh Land og 'X Factor'

Efter tre års pause er Oh Land tilbage som dommer i 'X Factor', hvor hun tidligere har været dybt engageret i sine deltagere.

Oh Land, borgerligt Nanna Øland Fabricius, værdsætter at vende tilbage med erfaring og et åbent sind, klar til konkurrencen med meddommerne Thomas Blachman og Simon Kvamm.

Hun fokuserer på mangfoldighed og ønsker at udfordre tendensen til, at den hvide mand dominerer som afsendere af sange i showet.

Oh Land har et bredt CV, inklusive arbejde som sangerinde, komponist og skuespiller, samt projekter som en opera og samarbejde med dronning Margrethe.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Da Oh Land sidste gang sad bag dommerbordet i "X Factor", var hun dybt begravet og engageret i sine deltagere.

Nu har den kendte artist holdt tre års pause fra sangkonkurrencen i bedste sendetid på TV 2, og det har været tiltrængt.

- Når du har lavet "X Factor" i et stykke tid, kommer du også til at tro, at hele verden drejer sig om det, siger Oh Land.

Nærmest opslugt

- Du bliver jo nærmest opslugt af dine deltagere og mister lidt perspektiv.

Det var dog en noget anderledes oplevelse at vende tilbage, for på trods af at der er sket ændringer, blev hun ikke på samme måde blændet af programmet.

- Det er dejligt at møde på arbejde og faktisk vide, hvad formen er og ikke være: "Wow, hvad sker der nu?", siger Oh Land, der bærer det borgerlige navn Nanna Øland Fabricius.

Med et åbent sind

- Men jeg ved, at det bliver benhårdt, fordi Thomas og Simon er i topform, og de har ikke tænkt sig at dovne den, tilføjer den 38-årige artist.

Foruden Oh Land består sæsonens dommertrio af sidste års debutant, musiker og satiriker Simon Kvamm, og programmets grand old man, Thomas Blachman.

Oh Land har nydt at vende tilbage til "X Factor". - Det er dejligt at møde på arbejde og faktisk vide, hvad formen er, lyder det fra hende. (Arkivfoto).

Når Oh Land skal gøre sit hold af deltagere klar til liveprogrammerne i februar - blandt andet sammen med sin mand, producer og pianist Adi Zukanovic, gør hun det med et åbent sind.

Kunstens fjende

Hun arbejder ikke med dogmer som sin meddommer Simon Kvamm, der gerne ser sine deltagere synge på dansk.

- Dogmer kan på en måde være kunstens fjende. Jeg prøver ikke at sætte for stramme koncepter op, fordi deltagerne trods alt er fuldstændig uprøvede artister, som skal have lov til at begå fejl, forklarer Oh Land.

Alligevel har hun set en tendens, som hun gerne vil ændre på. Det er hendes opfattelse, at den hvide mand har domineret en vis grad som afsendere af sange til liveshows.

Forsigtige med hinanden

- Jeg har helt klart et blik for at prøve at sprede det lidt mere ud dér, hvor det giver mening, siger Oh Land, som ønsker mere diversitet.

Selv sidder hun mellem to hvide mænd. Men dem er hun helt på bølgelængde med. Det er også en af grundene til, at årets sæson er særligt sjov at lave, fortæller hun.

- Der er ikke noget, som vi ikke må sige eller gøre. Vi er ikke forsigtige med hinanden, og det er ret befriende. De er ligesom veninderne, fortæller Oh Land med et grin.

Skal være kritisk

- Jeg synes tit, at de bedste arbejdsforløb er nogle, hvor man gider se folk privat, fortsætter hun og tilføjer så:

- Det betyder ikke, at vi klapper hinanden på skuldrene over alt. Tværtimod giver det en større tillid til, at man kan være kritisk over for hinanden, fordi man ved, at det er med en grundlæggende respekt og kærlighed.

Det er et langt CV, der følger Oh Land. Foruden sine tidligere sæsoner som dommer i "X Factor" er hun sangerinde, komponist, skuespiller og musiker.

Godt at komme ud

Derudover har hun skrevet en opera og skabt musikken til Tivolis opsætning af "Snedronningen", hvor hun samarbejdede med dronning Margrethe, som stod for scenografien.

Det er blandt andet de ting, hun har brugt tiden på, mens hun har været væk fra "X Factor".

- Det har været vildt godt for mig at komme ud, lave mine egne ting og hente inspiration fra den virkelige verden, konstaterer Oh Land.

"X Factor" havde premiere på årets første dag, og det nyeste afsnit kan ses hver fredag på TV 2 og TV 2 Play.

Powered by Labrador CMS