Ingen over eller ved siden af "Barbie"

Med ni nomineringer er den storsælgende film "Barbie" den mest nominerede film til næste års Golden Globe

Udgivet Opdateret

Historien om Barbie tager kegler. I hvert fald hvis man skal tro folkene bag Golden Globe.

For Greta Gerwigs film "Barbie" løb nemlig med hele ni nomineringer til Golden Globe 2024.

Det kom frem mandag, da de nominerede blev offentliggjort ved en ceremoni i Los Angeles i USA.

På filmsiden ligger "Barbie" i top med sine ni nomineringer - godt hjulpet på vej af tre nomineringer i kategorien Bedste Originale Sang.

"Succession" dominerer

Derudover er den blandt andet nomineret til Bedste Mandlige Skuespiller, Bedste Kvindelige Skuespiller og Bedste Film - Musical eller Komedie.

På tv-siden var ingen i nærheden af "Succession" ligeledes med ni nomineringer.

Filmen "Barbie" er nomineret hele ni gange til Golden Globe 2024. Blandt andet for Bedste Kvindelige Hovedrolle, som i filmen spilles af Margot Robbie. (Arkivfoto).

"Barbie" er skarpt forfulgt med hensyn til nomineringer af to af årets andre store succesfilm.

Christopher Nolans længe ventede "Oppenheimer" kommer lige efter med otte nominering, og Martin Scorseses film "Killers of the Flower Moon" er nomineret syv gange.

International jury

Golden Globe er en årlig prisuddeling, der finder sted lige før den prestigefyldte uddeling af Oscar. Men modsat Oscar er der også tv-serier nomineret ved Golden Globe.

Det er Hollywood Foreign Press Association, der står bag prisuddelingen, hvor der både gives priser til film og tv-serier. Disse er opdelt i drama og musical eller komedie.

De nominerede og vindere vælges af et stemmeorgan på 300 medlemmer fra 75 lande.

Overraskelser

Perioden for, hvornår en film kan blive nomineret, løber fra den 1. januar til den 31. december, hvilket betyder, at film og serier udgivet inden for denne tidsramme kvalificerer sig til at kunne blive nomineret.

Golden Globe er Oscarens lillebror

Prisuddelingen i USA anses af mange for at være Oscarens lillebror. Bliv klogere på den her:

* Den første prisuddeling fandt sted i 1944.

* Det er film og tv-serier fra det forgangne år, der bliver hædret.

* Vinderne modtager statuetter i form af gyldne globusser.

* Det er de omkring 90 udenlandske journalister i Hollywood Foreign Press Association, HFPA, der står bag prisuddelingen.

* Den årlige oscaruddeling er det største og mest prestigefyldte show, mens Golden Globe ses som det næststørste.

* Priserne tæller blandt andet bedste film, bedste tv-serie og en række priser for skuespilpræstationer.

* Selv om Golden Globe og Oscar officielt ikke har noget med hinanden gøre, opfattes Golden Globe som en strømpil for oscaruddelingen.

Kilder: Goldenglobes.com og NBC.

Til nomineringsceremonien kom en overraskelse også på bordet. Golden Globe præsenterede nemlig to nye kategorier: Bedst Indtjenende Film og Bedste Standup Komiker På TV.

Prisuddelingen finder sted for 81. gang den 8. januar 2024.

Powered by Labrador CMS