- Har krævet en røvfuld terapi

Sofie Torp, der er aktuel i filmen "Hygge!", ved godt, hvornår hun selv hygger sig

Udgivet Opdateret

Læg din telefon på bordet. Slå lyden til, så alle omkring dig kan høre, når den ringer, eller der tikker en sms ind. Når det sker, skal alle være med på en lytter, uagtet hvem afsenderen er, og hvad vedkommende vil dig.

Skuespiller Sofie Torp har ikke umiddelbart lyst til det eksperiment, som skal spice en pæn og poleret parmiddag op i komediedramaet "Hygge!".

- Jeg har nogle veninder og kvinder i mit liv, hvor jeg virkelig oplever, at jeg ingen hemmeligheder har. Men der er masser af selskaber, hvor man holder en eller anden høflighedsmaskering - og det er også fint, siger hun og tilføjer:

- Det ville nok gå rimeligt galt, hvis ikke vi havde det.

Truer dynamikken

Sofie Torp udgør sammen med Joachim Fjelstrup, Andrea Heick Gadeberg, Jesper Groth, Nicolai Jørgensen, Thue Ersted Rasmussen og Olivia Joof Lewerissa ensemblet i "Hygge!", som får premiere 26. oktober.

De samles til - hvad der på papiret er - en hyggelig familiemiddag.

Men mobillegen lirker velbevarede hemmeligheder op, og det truer dynamikken og ikke mindst hyggen, når anklager og fordømmelse forklædt som spørgsmål fyger tværs over stegen og de dyre dråber i glasset.

33-årige Sofie Torp blev uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2016 og har udmærket sig i "Ser du månen, Daniel", "Meter i sekundet" og "Julefeber". (Arkivfoto).

Uden maske

- Det er sjovt, når folk siger: "Nu hygger vi os. Så hygger vi. Ej, det bliver så hyggeligt, når vi ses". 

-Det er noget, vi tit tager en beslutning om på forhånd. Men som der bliver sagt i filmen: "Man kan ikke planlægge sig til hygge", siger Sofie Torp.

- Hvis jeg definerer hygge for mig selv, så ved jeg godt, hvornår jeg hygger mig. Det gør jeg, når jeg er sammen med folk – ikke nødvendigvis når vi ser i hinandens telefoner - og jeg får dem uden maske, og de får mig uden maske.

Der findes ellers næppe noget så ærkedansk som hygge.

Brander os på det

Vi brander os ligefrem med det, og turister spørger forundrede og fascinerede: "What is hygge?" - ofte udtalt staccato og med et tykt tryk på u'et, eftersom ordet nærmest er lige så svært at udtale, som begrebet er at forklare.

Men slår man op i ordbogen, betyder hygge "at opleve eller skabe en behagelig, tryg og afslappet atmosfære".

- Hygge kan blive sådan et konfliktløst rum, hvor vi nikker og griner af det, hinanden siger. Der er ikke nogen, der sætter spørgsmålstegn ved noget, siger Sofie Torp og fortsætter:

Berøringsangst

- Jeg tror, at mange har det ret anspændt i nogle selskaber og familiesammenhænge og ikke tør at sige noget, fordi man er bange for, at hyggen forsvinder. Der er noget berøringsangst, som jeg oplever, og som jeg tror, mange mennesker kender til.

"Hygge!" blev indspillet i begyndelsen af året. Vinteren havde slugt solen, så der var mørkt, da de mødte ind på optagelserne, og mørkt igen, når de fik fri.

Vinduerne var tilmed pakket ind for at lukke det sparsomme lys ude for at bevare illusionen af, at filmen udspiller sig over et middagsselskabs tid.

Vild opgave

- Det var faktisk en ret vild opgave for os alle syv rundt om det bord, fortæller Sofie Torp.

- Vi var simpelthen kun i mørke, så vi blev lidt bims til sidst, for vores melatoninniveau blev skruet op. Jo længere hen vi kom, jo mere sådan tunge blev vi, siger hun og fortsætter:

- I filmen bliver vi mere og mere uvenner. Så det blev faktisk - realtime - en lille smule ubehageligt nogle gange. Det er jo ens egen krop, man lægger til en karakter. Der er noget, der skal tændes, og der er noget, der skal buldre i en, for at man kan spille de ting.

Taget tid at anerkende

Det har taget tid for hende at anerkende. Og det har ikke noget at gøre med, at man er uprofessionel.

Tværtimod, understreger Sofie Torp.

Det betyder egentlig bare, at man har været på arbejde.

- Nogle roller er sjovere at være i, andre gør nas, fordi man skal holde fast i nogle tilstande og følelser, som vrede i "Hygge!", og være i det længe, siger Sofie Torp og fortsætter:

Det jeg får mine penge for

- Det er jo det, jeg godt kan lide ved det: at jeg kan kravle ind i et andet menneske - det er også det, jeg får mine penge for. Men jeg er nødt til at tage mig selv med derind. Jeg holder aldrig noget ud i strakt arm - så spiller jeg i hvert fald ikke særligt godt, siger hun.

- Men jeg kan helt klart mærke, at jeg søger noget modvægt i de perioder, jeg lægger krop til forpinte kvinder. Men der hjælper det supermeget at komme hjem til et barn, der bare gerne vil synge Gurli Gris-sange.

Lige siden Sofie Torp var lille, har hun hoppet ind i andre og oplevet verden gennem deres øjne.

Det har gjort, at hun har nemt ved at sætte sig i andres situationer og følelsesmønstre.

Derfor det er spændende

- Så er det så rimeligt interessant, når man kigger på sig selv: "Hvordan har du det så egentlig, Sofie?", spørger hun retorisk sig selv.

- Det kan være endnu sværere at være i for mig nogle gange... Det er da helt klart derfor, det er spændende at være skuespiller. Men jeg er heldigvis, vil jeg sige, en ret dårlig skuespiller i mit eget liv, og det tager jeg som et sundhedstegn.

- Min grundkerne er ret udramatisk, og jeg har egentlig en ret, ikke kedelig, men rolig måde at være i livet på, siger hun.

Flere priser

33-årige Sofie Torp blev uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2016 og har udmærket sig i "Ser du månen, Daniel", "Meter i sekundet" og "Julefeber".

Her er vinderne af Bodil 2020

Her er vinderne af Bodilprisen 2020:

* Bedste Film: “Dronningen”, instrueret af May el-Toukhy

* Bedste Kvindelige Hovedrolle: Trine Dyrholm (“Dronningen”)

* Bedste Mandlige Hovedrolle: Jesper Christensen (“Før Frosten”)

* Bedste Kvindelige Birolle: Sofie Torp (“Ser du månen, Daniel”)

* Bedste Mandlige Birolle: Gustav Lindh (“Dronningen”)

* Bedste Ikke-amerikanske film: “Parasite”, instrueret af Bong Joon-ho

* Bedste Amerikanske film: “Marriage Story”, instrueret af Noah Baumbach

* Bedste Fotograf: Jasper Spanning (“Dronningen”)

* Bedste Dokumentarfilm: “Q’s Barbershop”, instrueret af Emil Langballe

* Bedste Manuskript: Frelle Petersen (“Onkel”)

* Sær-Bodil: Stumfilm.dk

* Æres-Bodil: Michael Wikke og Steen Rasmussen

* Henning Bahs Prisen: Josephine Farsø (“Harpiks”)

* Arbejdernes Landsbank Talentprisen: Ulaa Salim for “Danmarks Sønner”

Kilder: Danske Filmkritikere.

null

Hun er allerede på den tid blevet belønnet med flere fornemme filmpriser.

Det lyder privilegeret.

- Jeg elsker mit arbejde, jeg elsker at være skuespiller, understreger Sofie Torp og tilføjer i samme åndedrag:

- Men ikke som det eneste... Og det er egentlig det privilegerede i det.

Har hungret efter den ro

- Jeg har en glæde, der hvor jeg er. Den ro er helt vildt rar at finde i sådan et freelanceliv. Jeg oplever mange, der ikke har det sådan, og det er hårdt for dem at være i, fordi man aldrig rigtigt er til stede, der hvor man er.

Sofie Torp ved, hvad hun snakker om. For hun har selv stået der og hungret efter den ro, der langt om længe omgærder hende nu.

En røvfuld terapi

- Det er helt klart kommet med noget alder, moderskab og en røvfuld terapi at være der, hvor man går mere op i - for at citere en Guldimund-sang - at være "ligeglad med, hvad det ligner - det' kun vigtigt, hvad det er", siger Sofie Torp og understreger:

- Vi kan godt blive meget ivrige på formen, og hvordan det ser ud. Men det har jeg fundet ud af, er lige meget. Og det er et fantastisk sted at finde i sit arbejde, i sine relationer og også som mor - at se på, hvad min datter har brug for, i stedet for at planlægge 17 forskellige ting i weekenden for at være en god mor. Det er der en kæmpe gave i at nå hen til.

"Hygge!" har biografpremiere 26. oktober.

Powered by Labrador CMS