- Har ændret mit liv

I år fejrer "Vild med dans" 20-sæsoners jubilæum

Udgivet Opdateret

Da Thomas Evers Poulsen opsagde sit job som sælger for at hellige sig "Vild med dans", troede han, at pausen ville vare et par sæsoner.

Men den kendte dansestjerne har været en fast del af programmet siden premieren i 2005. Hovedsageligt som danser, men også en enkelt sæson som dommer samt en sæson som kommentator.

I år fejrer "Vild med dans" 20-sæsoners jubilæum, og det gør Thomas Evers Poulsen sådan set også.

Op- og nedture

- Der har været mange forskellige både op- og nedture. Der har også været tårer. Men det er grinene og de gode oplevelser, som står så stærkt for mig, understreger Thomas Evers Poulsen.

Det var tilbage i 2004, at han hørte, at der var planer om en dansk udgave af konceptet.

Selv havde han som 21-årig stoppet sin professionelle dansekarriere.

Thomas Evers Poulsen har blandt andre danset med sit barndomsidol grandprixstjernen Kirsten Siggaard, gourmetkokken Dak Wichangoen og komiker Natasha Brock, som han i en showdans kastede sig ud i iført pailletjakke og noget, der mindede om speedos. (Arkivfoto).

Levede almindeligt liv

Thomas Evers Poulsen levede, hvad han selv beskriver som et helt almindeligt liv. 

Han passede sit sælgerjob og kunne derudover gå i biografen en onsdag aften, hvis han ville, og ellers gøre, hvad han havde lyst til i weekenderne, da han ikke længere skulle træne op til og deltage i turneringer hele tiden.

Men da en sportsdanserforening havde fået en forespørgsel fra produktionsselskabet bag "Vild med dans", om de kendte nogle professionelle dansere, der kunne være interesserede, blev beskeden viderebragt til Thomas Evers Poulsen.

Troede, det var slut

- Noget, jeg troede, jeg havde parkeret som et afsluttet kapitel, kom lige pludselig ind i mit liv igen, fordi det var vendt rundt og var dans på en anden måde, fortæller han.

Han meldte tilbage, at de bare kunne ringe til ham.

Men det var først i castingprocessen, da en anden også nævnte hans navn som en potentiel professionel danser til programmet, at han blev kontaktet.

Mors fødselsdag

- Jeg fik opkaldet den 22. februar 2005, siger Thomas Evers Poulsen og tilføjer, at han husker datoen, fordi den er hans mors fødselsdag.

Det blev et prompte ja, og Thomas Evers Poulsen debuterede på dansegulvet med Klovn-stjernen Mia Lyhne.

Parret vandt i sommeren 2005 den første danske udgave af "Vild med dans". Det var over tv-håndværkeren Erik Peitersen og hans dansepartner, Marianne Eihilt, som siden 2019 har været dansedommer.

Var dommer

- Da vi havde vundet, sagde jeg: "Man skal slutte på toppen", fortæller Thomas Evers Poulsen.

Han nævnte lidt i sjov, at han så i stedet ville være enten vært eller dommer.

Det hørte produktionen.

I den følgende sæson sad han bag dommerbordet med Anne Laxholm, Britt Bendixen og Jens Werner og kunne følge med, da skuespiller David Owe og partner Vickie Jo Ringgaard vandt.

Sagde nej

Thomas Evers Poulsen mærkede dog, at det var svært at sidde stille i stolen og bedømme hæl og tå. 

Han tænkte, at dommerdebuten samtidig ville blive hans afdansningsbal. 

Så han sagde nej til at vende tilbage som danser i sæson tre og ville i stedet hellige sig sælgerjobbet igen.

Sikkerhed betyder meget

- Løn til den første i måneden, pension og faste kolleger betød meget for mig. Men så snakkede jeg med min mor, som sagde: "Måske skulle du alligevel kaste dig ud i det. Du skal nok få et arbejde igen om et år eller to, når "Vild med dans" slutter", genfortæller Thomas Evers Poulsen.

Sluttede gjorde "Vild med dans" nu ikke, og Thomas Evers Poulsen blev betaget igen. 

Han fortsatte fra tredje sæson og frem til syvende. 

Ville forny sig selv

Den ottende sæson i 2011 takkede han nej til i ønsket om at forny sig selv. Men selv det år sad han alligevel i studiet fredag efter fredag og livebloggede for B.T.

Året efter var han tilbage og har været det siden og lever i dag af dans - både på tv og i andre sammenhænge.

Det er blevet til endnu to sejre og fire tredjepladser. Han dansede Badehotellet-stjernerne Ena Spottag og Merete Mærkedahl til tops i henholdsvis 2015 og 2020.

Heick blandt de bedste

Men der har da også været et par kortere sæsoner iblandt de 18 på gulvet.

Thomas Evers Poulsen mindes, dengang han og entertainer Annette Heick røg ud som par nummer syv, selv om hun ifølge den professionelle danser var blandt de bedste på gulvet den aften.

Men det handler egentligt ikke om, hvor langt parrene danser sig, men hvor langt de rykker sig, forklarer Thomas Evers Poulsen.

Kørte grædende hjem

VILD MED DANS

Vild med dans er et dansk tv-program og dansekonkurrence, der blev sendt for første gang i 2005 på TV 2. 

Programmet er den danske udgave af det britiske tv-program og dansekonkurrence Strictly Come Dancing, og er en del af det internationale tv-koncept Dancing with the Stars, hvor en kendt personlighed parres med en professionel dansepartner, og efterfølgende skal konkurrere mod andre par i hovedsagligt standard- og latin-danse. 

Parrene bedømmes efter hver dans af et hold af dommere, som giver point mellem 1-10, og sammenholdt med seernes stemmer (gennem sms-afstemninger) besluttes det, hvilket par, der skal forlade programmet frem til finalen, hvor ét par kåres som vinder. 

Dommerpanelet har siden programmets start hovedsagligt bestået af Jens Werner (sæson 1-18), Anne Laxholm (sæson 1-18), Britt Bendixen (sæson 1-15 og 17-18), Allan Tornsberg (sæson 3-7), Nicolaj Hübbe (sæson 8-18) og Marianne Eihilt (sæson 16-18). 

Ved sæson 19 trådte Bendixen tilbage som dommer, og Sonny Fredie-Pedersen overtog.

Sæsonens tolv konkurrerende par bliver annonceret omkring juli-august, mens selve programmet forløber over tolv uger, som regel fra starten af september frem til slutningen af november.

Den professionelle danser skal hver uge lære den kendte person en ny dans indenfor standard- eller latin-genren, som skal fremføres live foran dommere og publikum, hvor sværhedsgraden og forventningerne fra dommerne vokser hver uge.

Programmets værter har gennem tiden varieret med blandt andet Andrea Elisabeth Rudolph (sæson 1-2 og 4-6), Claus Elming (sæson 2-14), Sarah Grünewald (sæson 10-18) og Christiane Schaumburg-Müller (sæson 7-9 og 15-18). 

Ved sæson 19 i 2022 overtog Martin Johannes Larsen værtsrollen for Schaumburg-Müller, og han og Grünewald var værter.

Kilde: Wikipedia

- Udgangspunktet er jo den, man danser med, og det er deres historie, man formidler på en måde, siger han.

Thomas Evers Poulsen har været åben omkring, at han kørte grædende hjem, da han inden femte sæson i 2008 fik at vide, at han skulle danse med daværende statsministerfrue Anne-Mette Rasmussen, der er gift med Anders Fogh Rasmussen.

En partner, som han efterfølgende helt frem til 2014 optrådte med og har været nede at besøge i familien Foghs sommerhus.

Skræmt over partner

Sæsonen efter var han skræmt over at skulle danse med skuespiller og sanger Pernille Højmark. Han var lidt bange for hendes facon.

- Jeg har haft fordomme. Men jeg har lært helt vildt meget personligt af alle mine partnere. For eksempel at give lidt mere slip end jeg måske ellers ville, siger Thomas Evers Poulsen og understreger:

Været glad for alle

- Det kan godt være, at jeg har lært mine partnere mange trin. Men de lærer mig meget på mange andre parametre. Det lyder som en kliché, men jeg har virkelig været glad for dem alle sammen.

- Jeg har ikke vundet med dem alle, men alligevel har jeg. Det er lige så stort, at de lykkes, som at få en sejr.

I år danser Thomas Evers Poulsen med debattør og tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic, og fredag venter der parret en jive.

Så længe, det er sjovt

Går de videre til næste program, når de det sjette i rækken, som er dedikeret til "Vild med dans'" 20-sæsoners jubilæum.

Om "Vild med dans" fortsætter 20 sæsoner endnu - og om Thomas Evers Poulsen snører danseskoene igen - må tiden vise.

- Så længe jeg stadig synes, det er sjovt, og at TV 2 selvfølgelig stadigvæk synes, jeg gør et godt stykke arbejde, og jeg stadig fornyer mig, svarer Thomas Evers Poulsen.

"Vild med dans" kan ses på TV 2 og TV 2 Play fredag klokken 20.00.

Powered by Labrador CMS