Dansk musiker med lykkelig nyhed

Den hårdtslående rimsmed Branco har udvidet familien. Men barslen er ikke på bekostning af ny musik

Rapperen Branco har skiftet sine hårdtslående hits ud med vuggeviser og godnatsange.

Den kendte rimsmed er blevet far for fjerde gang.

Det afslører han på et opslag delt med sine mere end 125.000 følgere på Instagram.

- De siger: "Brancs... Du er bedre til at lave børn, end du er til at lave albums for tiden". Haha, ja den er go' nok, alhamdulillah, mit fjerde barn er landet velsignet, jubler han på det sociale medie.

Længe undervejs

Der er dog ikke meget barsel for Branco, fremgår det videre af opslaget.

- Det betyder ikk', I skal snydes for "Baba Business 3" og slet ikk' for ny musik i mellemtiden ... Jeg tænker, at det er på tide at smide nu ..., teaser han i opslaget.

Albummet "Baba Business 3" har været længe undervejs. Det var planen, at det skulle på gaden sidste år. Men Branco måtte udskyde udgivelsen, da han skulle igennem en uforudset operation.

Branco er kendt for hits som "Broke", "Hundo" og "Todo a nada". (Arkivfoto).

Høstede statuetter

Tidligere i år har Branco dog været albumaktuel. Sammen med kollegaen Node udgav han pladen "Brancs & Reggie".

Branco, der bærer det borgerlige navn Benjamin Cimatu, udgav sit første soloalbum, "Baba Business", i 2019.

Året efter høstede han hele tre statuetter til Danish Music Awards, der uddeles af musikselskabernes brancheorganisation.

Årets album

To af dem priserne delte Branco med kollegaen Gilli for at have leveret Årets Album med deres fælles plade, "Euro Connection", og for at have kreeret Årets Streaminghit med "London Town".

Den sidste statuette fik Branco på egen hånd som Årets Solist."Baba Business" fra 2019 blev fulgt op med pladen "Baba Business 2" i 2021.

BRANCO

Benjamin Cimatu, bedre kendt som Branco, er en dansk musiker.

Branco startede sin musikalske karriere i rapgrupperne MellemFingaMuzik og Molotov Movement, inden han i juni 2019 udgav sit første soloalbum, Baba Business, der blev nummer 1 på den danske album-hitliste. Han udgav i februar 2020 i fællesskab med Gilli albummet Euro Connection og i januar 2021 Baba Business 2.

Powered by Labrador CMS