På bar bund efter skuddrab på musiker

Den svenske rapper C.Gambino er blevet dræbt af skud i Göteborg, bekræfter svensk politi til TT

Udgivet

Drab på C.Gambino

Den 26-årige svenske rapper C.Gambino blev dræbt af skud i Göteborg.

Han havde tidligere vundet prisen for Årets Hiphop ved de svenske Grammy-priser.

Politiet undersøger mulig forbindelse mellem drabet og en bandekonflikt. Ingen mistænkte er anholdt, og efterforskningen fortsætter i Göteborg.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den 26-årige svenske rapper C.Gambino er blevet dræbt af skud i Göteborg.

Det bekræfter svensk politi onsdag til det svenske nyhedsbureau TT.

Allerede tidligere onsdag erfarede flere medier, at C.Gambino, som i maj vandt prisen for Årets Hiphop ved de svenske Grammy-priser, var blevet dræbt.

Undersøger tråde til bandekonflikt

Politiet undersøger ifølge Expressen, om drabet har forbindelse til en igangværende bandekonflikt.

Svensk politi har tidligere meddelt til TT, at en mand "i 25-års-alderen" blev fundet skudsåret i en parkeringsgarage tirsdag aften. Han døde senere på hospitalet.

Politiet fik en anmeldelse om hændelsen ved 22.30-tiden.

Bil forlod parkeringshus

I forbindelse med skudepisoden skal en bil være blevet set forlade garagen.

- Vidner er kommet med de her oplysninger om, at de har set en bil på samme tidspunkt som skyderiet, sagde politiets pressetalsperson Annika Laag til TT.

- Vi er naturligvis ved at undersøge, om det kan være en bil, som er interessant i forbindelse med denne hændelse, fortsatte hun.

Skyderiet skete ved Selma Lagerlöfs Torg, som ligger på øen Hisingen ved Göteborg.

Afspærret resten af natten

Garagen blev afspærret i forbindelse med politiets tekniske undersøgelser.

Omkring klokken 07.00 var afspærringerne ifølge TT blevet ophævet igen.

Politiet har indledt en forundersøgelse om drab, skriver Aftonbladet, som rapporterer, at der blev affyret mere end et skud.

Ingen mistænkt

Politiet leder efter gerningspersoner flere steder i Göteborg, skriver mediet.

- Vi arbejder med at indhente informationer fra personer, der bor i området, og leder efter en gerningsperson eller gerningspersoner, siger Jens Andersson, som er pressetalsperson for politiet i den svenske Region Väst, ifølge mediet.

- Vi har aktuelt ingen mistænkt.

Der er ikke blevet foretaget anholdelser i forbindelse med drabet.

Powered by Labrador CMS