Kong Frederik: -Vi hepper på hinanden

Også den svenske konge taler til gallamiddag mandag. Han beundrer i sin tale dronning Marys rejse til Danmark

Udgivet Opdateret

Kong Frederiks mormor, dronning Ingrid, gav kongen lyst til at forstå det svenske.

Det siger han i en tale mandag aften til en gallamiddag, hvor det svenske kongepar er værter, i forbindelse med et to-dage langt statsbesøg i Sverige.

- Hendes (dronning Ingrids, red.) stemme var uanset sprog lyden af omsorg. Sverige har, så længe jeg kan huske, haft en fast plads i min bevidsthed og i mit hjerte, siger han.

Kong Frederiks borddame til aftenens gallamiddag er hans tante, dronning Silvia af Sverige.

Dronning Ingrid voksede op på det svenske kongelige slot som svensk prinsesse. I 1935 giftede hun sig, og Danmark fik en ny kronprinsesse.

Hepper på hinanden

Kong Frederik nævner de mange forskellige måder Danmark og Sverige er forbundne i sin tale.

- Vi hepper på hinanden og fejrer hinandens sejre i internationale sammenhænge. Man kan næsten sige, vi har en hjemmebanefordel i hinandens lande, siger han.

Han tilføjer dog, der er en undtagelse. Når de to lande mødes i sportslige begivenheder, er der en stor ære i at slå sin skandinaviske nabo.

I hans hænder

- Når det gælder nationalsporten fodbold har vi i Danmark flere gange lagt vores skæbne i svenske trænerhænder, siger han og tilføjer, at den tjeneste nu er gået den anden vej.

Her henviser han til den tidligere danske landsholdsspiller Jon Dahl Tomasson, der for nylig er blevet landstræner i Sverige.

Jon Dahl Tomasson er blandt gæsterne mandag aften på det kongelige slot.

Powered by Labrador CMS