Bestsellerforfatter er sovet ind
Efterlader sig kone og to sønner
Den britiske spionforfatter Len Deighton er død.
Det bekræfter hans litterære agent.
Han blev 97 år.
Der er ikke angivet nogen dødsårsag.
Han efterlader sig sin hustru og to sønner.
Det skriver The Guardian.
Bestseller-forfatter
Selv om Len Deighton både har skrevet kogebøger, bøger om vin og spiritus, et TV-teaterstykke og har arbejdet som rejseredaktør for mandebladet Playboy, var det som forfatter af spionromaner, han blev verdenskendt.
Han har udgivet en række bestseller-romaner om mænd med skæg og blå briller.
Flere af dem er blevet filmatiseret - blandt andet "The Ipcress File", hvor altid velspillende sir Michael Caine spillede hovedrollen.
Len Deighton blev afvist på de første to forlag, hvor han henvendte sig med sin debutroman - "The Ipcress File".
Men tredje gang var lykkens gang for både Deighton og forlaget.
Romanen blev både udgivet som bog og og som en serie artikler i avisen The Evening Standard.
Privatlivet var privat
Den første dag solgte den 4.000 eksemplarer - hele førsteoplaget.
Len Deighton og forlaget var begunstiget af, at den kolde krig ulmede, bygningen af Berlin-muren var i gang, og Cuba-krisen i oktober 1962 gødede markedet for spionromaner.
Len Deighton værnede i alle årene om sit privatliv, han gav sjældent interviews og optrådte ikke på bogmesser og lignende store offentlige forsamlinger.
Den britiske forening af kriminalforfattere prøvede tre gange at tildele Len Deighton en ærespris for hans livslange indsats for genren, men hver gang afslog han med samme begrundelse.
- Der er to ting, der ødelægger forfattere. Ros og alkohol, sagde Deighton.