Afslører om dronning Elizabeths sidste timer

Kong Charles modtog nyheden om sin mors død, mens han sad i en bil på vej til slottet Balmoral i Skotland

KORT RESUMÈ AF ARTIKLEN

Dronning Elizabeth, Storbritanniens længst siddende regent, døde i søvn og havde en 'meget fredelig død', ifølge et notat af hendes privatsekretær, Sir Edward Young.

Kong Charles var ude for at samle svampe, da han fik nyheden om sin mors død og blev for første gang tiltalt som 'Deres Majestæt'.

Kong Charles og dronning Camilla tilbragte en time privat med dronning Elizabeth, før hun døde den 8. september 2022 i en alder af 96 år.

Dronning Elizabeth efterlod et forseglet brev til sin arving, Kong Charles, og et til sin privatsekretær, Sir Edward Young.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Mere end ét år efter at dronning Elizabeth gik bort, afslører et notat nye detaljer om monarkens sidste tid.

Af notatet, der er skrevet af den afdøde dronnings privatsekretær, Sir Edward Young, fremgår det, at Storbritanniens længst siddende regent "gled væk i søvne" og havde en "meget fredelig død".

Notatet, der nu opbevares i de britiske royale arkiver, omtales i en ny biografi om kong Charles.

Blev kaldt til slottet

Forfatteren bag bogen er Daily Mails kongehusreporter Robert Hardman.

Ifølge det britiske medie beskriver bogen det øjeblik, hvor kong Charles erfarede, at hans mor var død, og at han nu var monark.

Kong Charles var således ude for at samle svampe i nærheden af Balmoral Castle for at rense tankerne, inden han blev kaldt tilbage til slottet.

Da han på vej i bil modtog nyheden om sin mors død, trak han over og blev for første gang tiltalt som "Deres Majestæt".

Hastet i helikopter

Så snart han ankom til slottet, gik kong Charles direkte hen til sin mors seng for at sige sit private farvel med dronning Camilla ved sin side.

Kong Charles var timer forinden hastet til Balmoral i helikopter og læste begravelsesplanerne for dronning Elizabeth, kaldet Operation London Bridge, på vejen.

Kongen og dronning Camilla havde nået at tilbringe en time privat med dronningen, før hun døde 8. september 2022 som 96-årig.

Meget fredeligt

Det fulde notat af Sir Edward Young lyder således:

- Meget fredeligt. I søvne. Gled væk. Alderdom. Hun ville ikke have været klar over noget. Ingen smerte.

Inden dronningens død rakte Kong Charles personligt ud til sine sønner, prins William og prins Harry, og opfordrede dem til at tage til Skotland for at sige farvel.

I det øjeblik troede han stadig, at dronningen ikke kun havde timer, men snarere dage tilbage at leve i, beskriver bogen ifølge mediet.

Kunne ikke komme igennem

Kongen forsøgte ifølge bogen personligt at informere sin søn yngste søn, prins Harry, om dronningens død.

Men da prins Harry var på vej til Balmoral i fly, kunne kong Charles ikke komme igennem til ham.

Da Sir Edward Young satte sig ned for at begynde at kortlægge de kommende dage, blev han overrakt en rød boks.

Efterlod forseglet brev

Privatsektæren var ifølge bogen ikke sikker på, hvad han skulle forvente, men han fandt ud af, at dronningen havde efterladt et forseglet brev til sin arving og et til ham selv.

Hvad der står i brevene, beskrives ikke.

Powered by Labrador CMS