Roy Jacobsen er død
Norges statsminister vil savne sin ven Roy Jacobsens omtanke og klare tale med kritik og ros uden filter.
En af Norges mest læste forfattere Roy Jacobsen er død i en alder af 70 år efter længere tids sygdom.
Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Siden sin debut i 1982 har han udgivet mere end 25 bøger, der er blevet oversat til mere end 40 sprog, skriver Norges største forlag Cappelen Damm i en pressemeddelelse.
- Familien vil gerne sende en stor tak til alle de vidunderlige mennesker på Rikshospitalet for deres enorme indsats og engagement i Roy fra start til slut, skriver forlaget.
Forfatteren har i de seneste år gennemgået flere operationer. Efter den seneste operation i år fik han lungesvigt, tilføjer forlaget.
Han efterlader sig sin hustru Anneliese Pitz, to børn og syv børnebørn.

Statsminister vil savne ham
Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, var ven med Roy Jacobsen og skriver i et opslag på Facebook, at "norsk litteratur har mistet en de allerstørste".
- Jeg vil savne hans omtanke, ærlighed og klare tale med kritik og ros uden filter. Jeg vil savne ham, skriver Støre på Facebook.