'Matador'-skuespiller Paul Hüttel er død

Skuespiller fra julekalender og "Matador" Paul Hüttel er død 90 år gammel, skriver Berlingske i dødsannonce

Offentliggjort

Paul Hüttel er død

Skuespilleren Paul Hüttel, kendt fra 'Alletiders Jul' og 'Matador', er død i en alder af 90 år.

Han sov stille ind ifølge en dødsannonce i Berlingske.

Hüttel havde en lang karriere inden for skuespil og var elsket af mange danskere.

Han efterlader sig sin kone, skuespiller Birthe Neumann, og en voksen datter.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Skuespilleren bag den ældre nisse Gyldengrød i "Alletiders Jul" og tyskeren Herbert Schmidt i "Matador", Paul Hüttel, er død 90 år gammel.

Det fremgår af en dødsannonce i Berlingske, hvor det lyder, at han er sovet stille ind fredag.

Den afdøde skuespiller havde et langt liv i skuespillets verden, hvor danskere i de fleste aldre vil kunne genkende ham fra julekalendere og "Matador".

Ikke med det samme

Det var dog ikke lige med det samme, at skuespilleren, der fyldte 90 år den 13. juli i år, fandt sig til rette foran et kamera.

Ifølge Kristeligt Dagblad havde han inden sin skuespilkarriere haft vidt forskellige job.

Han havde arbejdet i butik, været forsikringsagent og presseofficer i Frankrig, lød det i et portræt af skuespilleren fra 2010.

Men skuespiller blev Paul Hüttel altså.

Set af millioner

Når man taler om hans filmografi, kommer man ikke uden om rollen som den ældre nisse Gyldengrød i "Alletiders Jul" fra 1994.

Han har været med i fire Pyrus-julekalendere samt en Pyrus-spillefilm og er blevet set af millioner af danskere.

I "Matador" var det som tyskeren Herbert Schmidt, at Hüttel kunne opleves. Han har ifølge den danske filmdatabase medvirket i i alt 32 film og 19 tv-serier.

Paul Hüttel, som var til gallapremiere på "Pagten" med sin kone, Birthe Neumann, i 2021, er død fredag i en alder af 90 år. (Arkivfoto).

Ingen store armbevægelser

Han har også spillet masser af teater og lagt stemme til tegnefilm.

De senere år af sit liv havde han også roller i nyere produktioner. Det gælder eksempelvis serierne "Badehotellet", "Riget Exodus" og "Hvide Sande".

Paul Hüttel var ikke en mand med store armbevægelser i pressen trods sine meget kendte roller.

Svært at opstøve

Faktisk er det svært at opstøve et interview med Hüttel. Han var gift med skuespiller Birthe Neumann, der har fortalt lidt mere om deres forhold.

De mødtes på Det Kongelige Teater, da de begge arbejdede der, har hun fortalt til Alt for Damerne.

Gift i 1974

Birthe Neumann syntes, at han lignede en mafioso, men han viste sig at være sød. Derfra blev de kærester - og så blev de gift i 1974.

Parret boede på Frederiksberg og er forældre til en voksen datter.

Powered by Labrador CMS