Kendt guitarist er død efter fald

Paul Daniel Frehley, der var med til at grundlægge Kiss, faldt for få uger siden i sit studie, skriver TMZ

Offentliggjort

Kendt guitarist fra Kiss er død

  • Paul Daniel Frehley, medstifter af Kiss, er død efter et fald.
  • Familien bekræfter dødsfaldet på Instagram og udtrykker stor sorg.
  • Frehley, kendt som 'Ace', blev 74 år og havde en lang musikkarriere.
  • Han efterlader sin hustru Jeanette og datter Monique.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den amerikanske musiker Paul Daniel Frehley, der var med til at grundlægge rockbandet Kiss for mere end 50 år siden, er død af skader, som han pådrog sig efter et fald i september.

Det skriver medierne Variety og TMZ.

Familien bekræfter i en udtalelse, der er delt på det sociale medie Instagram, at Frehley er død.

- Vi er fuldstændig knuste og dybt fortvivlede.

- I hans sidste øjeblikke var vi så heldige at kunne omgive ham med kærlige, omsorgsfulde og fredfyldte ord, tanker og bønner, skriver familien i Instagram-opslaget.

Frehley, der var guitarist i Kiss, blev 74 år.

I respirator

Frehley lå i respirator med en hjerneblødning, efter at han for få uger siden faldt i sit studie, oplyser unavngivne kilder til TMZ.

I 1973 var guitaristen med kunstnernavnet "Ace" med til at grundlægge rockbandet sammen med Gene Simmons, Peter Criss og Paul Stanley.

Paul Daniel Frehley (til venstre) ses sammen med Paul Stanley under en Kiss-koncert i New York i 1996. (Arkivfoto).

Året forinden var Frehley mødt op til en audition iført én rød og én orange sko, skriver Variety. De andre bandmedlemmer var ikke særligt imponerede over hans udseende, men til gengæld gjorde han et så godt indtryk med sit guitarspil, at han få uger senere blev inviteret med i bandet.

Kiss var især kendt for at optræde med teatralsk makeup og kostumer, og i de første år holdt bandmedlemmerne deres ansigter skjulte, så rockbandet var omgærdet af en del mystik.

Bassisten Gene Simmons har desuden ofte været i fokus, da han var særligt glad for at fremvise sin lange tunge.

Paul Daniel Frehley forlod ifølge Variety gruppen i 1982 for at skabe en solokarriere. Han vendte tilbage i 1996 og var igen en del af bandet frem til 2002.

Havde sit eget band

Frehley havde gennem sin musikkarriere også sit eget band, Frehley's Comet, som senest udgav albummet "10.000 Volts" i 2024.

En række planlagte koncerter blev for nylig aflyst på grund af vedvarende helbredsproblemer. Det fremgår af et opslag på Frehleys profil på det sociale medie Instagram fra den 7. oktober.

Den tidligere Kiss-guitarist efterlader sin hustru, Jeanette, og en datter ved navn Monique.

Powered by Labrador CMS