Journalist skal i retten igen

Statsadvokaten vil have skærpet straffen til stalkingdømt journalist. Ankesagen behandles 31. oktober

Ankesag mod Sisse Sejr-Nørgaard i landsretten

Ankesagen mod Sisse Sejr-Nørgaard behandles i landsretten 31. oktober.

Hun blev tidligere dømt for stalking med 30 dages betinget fængsel.

Statsadvokaten ønsker en skærpet straf i sagen.

Det er uklart, hvilken straf der nu søges i landsretten.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Ankesagen mod journalist Sisse Sejr-Nørgaard, der i marts blev dømt for at stalke en kvinde, skal for landsretten 31. oktober.

Det skriver B.T., der har fået oplysningen fra Østre Landsret.

Sisse Sejr-Nørgaard blev af Københavns Byret idømt 30 dages betinget fængsel og accepterede dommen. Den betingede straf skal i udgangspunktet ikke afsones.

Vil ikke svare

Men Statsadvokaten i København ankede til landsretten for at få straffen skærpet.

Det var en opsigtsvækkende beslutning, for dommen på 30 dages betinget fængsel var netop det, som anklageren i Københavns Byret anmodede om.

Statsadvokaten har ikke ønsket at svare på, om anken er udtryk for en kritik af anklagemyndigheden ved Københavns Politis påstand.

Vides ikke

Straffen i sager om stalking er som udgangspunkt 40 dages ubetinget fængsel i førstegangstilfælde.

Men hvilken straf anklagemyndigheden går efter i landsretten, er uvist. Det vides heller ikke, om anklageren i landsretten vil gå efter en betinget eller ubetinget straf.

Sagen mod Sisse Sejr-Nørgaard er blevet behandlet som en tilståelsessag.

81 formularer

Hun erkendte i retten i marts, at hun indtastede offerets personoplysninger i mindst 81 formularer, så kvinden fik tilsendt nyhedsbreve, bookingbekræftelser, telefonopringninger og beskeder.

Det skete mellem 15. juli og 20. august 2024.

Havde relation til manden

I retten forklarede Sisse Sejr-Nørgaard, at det kvindelige offer havde en relation til hendes mand, journalist Esben Bjerre.

På en sommerferie opdagede hun, at kvinden og Esben Bjerre havde en korrespondance, fortalte hun.

- Jeg er ikke et sted denne her sommer, hvor jeg tænker på nogen måde klart. Jeg kan ikke rumme det, og så er det, at jeg fortsætter, sagde hun i retten.

Undskyldte til offeret

- Jeg tror, at i situationen tænkte jeg ikke, at det var skadeligt, men det kan jeg godt se nu.

I retten sendte hun også en stor undskyldning til offeret.

Sisse Sejr-Nørgaard har blandt andet været vært på P3 og P4 og på forskellige tv-programmer. Et af dem handler om identitetstyveri og hedder "Mit liv er stjålet".

Sisse Sejr-Nørgaard tilstod i marts, at hun havde stalket en kvinde, som havde en relation til Sisse Sejrs mand, Esben Bjerre. Sagen skal for landsretten til oktober, da anklagemyndigheden har anket. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS