Jafar Panahi idømt fængsel og indrejseforbud 

Han er blevet dømt in absentia, hvilket betyder, at Panahi ikke var til stede under domshandlingen

Offentliggjort

Iransk instruktør idømt fængsel

Jafar Panahi er idømt et års fængsel for propagandaaktiviteter mod Iran.

Hans advokat oplyser, at de vil anke dommen, og at Panahi befinder sig uden for Iran.

Panahi er en anerkendt instruktør, der har vundet flere internationale priser.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Iran har idømt den guldpalmevindende filminstruktør Jafar Panahi et års fængsel samt et indrejseforbud for "propagandaaktiviteter" mod landet.

Det fortæller Panahis advokat Mostafa Nili til nyhedsbureauet AFP.

Var ikke til stede 

Rejseforbuddet gælder i to år, fortæller advokaten og tilføjer, at de vil anke dommen.

Han er blevet dømt in absentia, hvilket betyder, at Panahi ikke var til stede under domshandlingen.

Instruktøren er en af Irans mest internationalt anerkendte filmskabere.

Guldpalme i Cannes 

Tidligere på året vandt filmen "It Was Just an Accident", som er instrueret af Jafar Panahi, Guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes.

Filmen er inspireret af historier, som den 65-årige instruktør har hørt fra medfanger under sine tidligere fængselsophold i Iran.

Panahi har flere gange været fængslet i sit hjemland, ligesom han har været underlagt indrejseforbud.

Sidste måned var Jafar Panahi på en turné i USA, hvor han besøgte blandt andet Los Angeles og New York for at promovere sin seneste Oscar-kandidatfilm

Propagandaaktiviteter 

Advokaten Mostafa Nili siger til AFP, at anklagerne mod Jafar Panahi drejer sig om involvering i "propagandaaktiviteter" mod staten Iran, men han uddyber ikke yderligere.

- Hr. Panahi befinder sig uden for Iran lige nu, tilføjer advokaten.

Den iranske instruktør har vundet en række priser på europæiske filmfestivaler. Blandt andet vandt hans debutfilm "The White Balloon" i 1995 i Cannes en pris for bedste debutfilm.

Skjulte film i kage 

I 2010 blev Panahi forbudt at lave film i Iran, ligesom han heller ikke måtte forlade landet, fordi han havde støttet masseprotester mod regeringen et år tidligere og lavet en række film, der kritiserede det moderne Irans tilstand.

Gennem årene er det alligevel lykkedes at få vist Panahis film uden for Iran.

Den britiske avis The Guardian har blandt andet beskrevet, hvordan en af Jafar Panahis tidligere film "This Is Not a Film" blev smuglet ud af Iran til Cannes gemt på et USB-stik, som var skjult i en kage.

Bidrag til Oscar

Ifølge mediet Deadline forsøgte politiet i Iran også at få adgang til alle optagelserne fra den seneste film, "It Was Just an Accident".

Filmen er blevet indsendt som Frankrigs bidrag til næste års Oscars.

Iranske filmskabere, fremtrædende mediefigurer og berømtheder overvåges nøje i Iran, og deres arbejde gennemgås for indhold, der anses for at være kritisk over for den islamiske republik.

Powered by Labrador CMS