Får nyt stort job

Iben Maria Zeuthen skal være vært og udviklingsredaktør på Radio4, som den forgangne tid har været igennem store omstruktureringer

Iben Maria Zeuthen hos Radio4

Iben Maria Zeuthen bliver ny vært og udviklingsredaktør på Radio4, hvor hun tidligere har haft lignende roller på andre radiostationer som Radio24syv og ANR.

Hun udtrykker en stærk intention om at udfordre journalistiske metoder og har fået ansvaret for flere programmer på kanalen, hvilket hun ser som en mulighed for at påvirke og innovere.

Radio4, der startede i 2019, har haft udfordringer med at tiltrække lyttere og har nyligt gennemgået en omstrukturering, hvor 24 programmer blev nedlagt som led i en ny strategi.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En velkendt stemme vender tilbage i æteren på Radio4.

Iben Maria Zeuthen bliver vært og udviklingsredaktør på kanalen.

Det oplyser hun i et opslag delt på Instagram.

Vil forsøge indædt

- Jeg har gennem flere år nu forsøgt at tænke kritisk på journalistikkens egne metoder, og jeg finder stor glæde i at udfordre status quo, skriver hun blandt andet på det sociale medie.

- Af samme grund er det vidunderligt nu at få ansvaret for flere programmer, end dem jeg selv sidder og er vært på. Jeg får helt sikkert ikke alt det igennem, som jeg gerne vil, men jeg vil forsøge indædt.

Kanalens velsignelse

Iben Maria Zeuthen har senest været vært på P1-programmet "Hvad ville Jesus have sagt?". Hun har tidligere været vært på det hedengangne Radio24syv og på den nordjyske radiostation ANR.

Iben Maria Zeuthen har kanalens velsignelse for, at hun også gerne må lave projekter uden for Radio4-regi.

Iben Maria Zeuthen har tidligere været vært på det hedengangne Radio24syv, hvor hun blandt andet interviewede skuespilleren Ghita Nørby, men samtalen blev mere omtalt for at gå skævt. (Arkivfoto).

Højt til loftet

Radio4 skal være en kanal, hvor der er højt til loftet og vidt til væggen, skriver den administrerende direktør, Nikolai Thyssen, på Facebook.

- Det skal, som vi plejer at sige, være et samlingssted for store følelser og modsatrettede tanker, og det skal være et frirum for dem, der ikke stiller sig tilfredse, og som ikke lader sig nøje, skriver han og fortsætter:

Har kæmpet

- Når det nu er den retning, vi har sat fra Banegårdspladsen for genrejsningen af Radio4, så kunne jeg næsten ikke forestille mig et mere vidunderligt insisterende menneske at få ombord på radioen end Iben Maria Zeuthen, der altid er søgende, udfordrende og på tværs.

Radio4 gik i luften i 2019, efter at kanalen overtog det daværende Radio24syvs FM-bånd. Kanalen har kæmpet med at lokke lytterne til og til at udbrede kendskabet om kanalen i det hele taget.

Programmer fik kniven

Derfor har ledelsen iværksat en ny strategi. Blandt andet med ændring af indhold - 24 programmer fik kniven - og så har kanalen gennemført en omfattende fyringsrunde.

Af Medieaftalen 2022-2025 fra Kulturministeriet fremgår det, at Radio4's nuværende sendetilladelse løber frem til 31. december 2027.

Powered by Labrador CMS