Danske Spil: Det mest uforudsigelige X Factor i mange år
Se her hvordan oddsene ligger
X Factors liveshow er tilbage på TV2 med ni deltagere og tre dommere, og Danske Spils oddssætter har haft travlt med at sætte odds på de forskellige deltagere.
I år er konkurrencen mere uforudsigelig end tidligere, og der er usædvanligt nok ingen klar favorit til at vinde.
Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
De unge solister ser stærke ud, og statistikken peger på, at vinderen sandsynligvis vil komme fra denne gruppe.
Thomas Blachman, med sine fem tidligere sejre, er ikke favorit i år, da han står over for nye udfordringer fra dommerne Benjamin Hav og Drew Sycamore.
Kunne ikke følge med
- The grand old man har mest erfaring og flest sejre, så han burde måske være favorit til at vinde, men nej. Han kunne ikke følge med Simon Kvamm de sidste par år, og nu står den gamle jazz-musiker med de store meritter overfor endnu et par friske pust i form af Benjamin Hav og Drew Sycamore, fortæller Mathias Reimer Larsen, oddssætter og X Factor-ansvarlig hos Danske Spil og fortsætter:
- De bliver virkeligt spændende at følge i år. Spørgsmålet er, om Blachman kan følge med – vi tvivler.
Første deltager må forlade showet allerede i premieren, og oddssætterne peger på, at det kan blive en gruppe eller en ældre solist.