Zulu dropper Comedy Galla efter 14 år

Zulu Comedy Galla har været afholdt for sidste gang. TV 2 Zulu skal fornys, lyder forklaringen

Udgivet Opdateret

Hvert år siden 2009 er dansk komik blevet fejret med det storstilede show Zulu Comedy Galla.

Men nu er det slut, oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

Tv-stationen har valgt at lukke det populære arrangement efter 14 år.

Det sker, fordi kanalen TV 2 Zulu, der sender showet, har brug for fornyelse.

Det siger indholdschef for TV 2 Dorthe Thirstrup.

Komikeren Heino Hansen vandt i september prisen som Årets Komiker ved Zulu Comedy Galla. Han bliver den sidste til at modtage den, for TV 2 har besluttet at lukke showet. Heino Hansen ses her på den røde løber med hustruen Cecilia. (Arkivfoto).
Komikeren Heino Hansen vandt i september prisen som Årets Komiker ved Zulu Comedy Galla. Han bliver den sidste til at modtage den, for TV 2 har besluttet at lukke showet. Heino Hansen ses her på den røde løber med hustruen Cecilia. (Arkivfoto).

- Vi skal som alle andre i streamingbranchen blive ved med at forny os, udvikle nye formater og indhold.

- Det kræver, at vi indimellem skal give slip på noget, der har været godt, udtaler hun i pressemeddelelsen.

Beslutningen indvarsler i det hele taget en ny tid på tv-kanalen, hvor der for fremtiden vil være fokus på flere genrer end komik.

Kendt for at hylde komik

- Vi er lige nu i gang med en større transformation, som man kommer til at kunne se i både indhold og tone, siger Dorthe Thirstrup.

Selv om Zulu Comedy Galla er kendt for at hylde komik, har showet også lagt scene til mere alvorlige øjeblikke.

Blandt de mest kendte er tv-værten Sofie Lindes tale om sexisme i mediebranchen.

Den holdt hun i 2020, da hun var vært for showet. Her fortalte hun blandt andet om chikanerende adfærd fra en mandlig tv-vært i hendes første tid på DR.

Stor debat

Talen blev derefter genstand for stor debat. Det skyldtes ikke mindst, at Sofie Linde ikke ville sætte navn på manden.

Noget mindre kontroversielt var dette års prisuddeling, hvor skuespilleren Lars Ranthe var vært.

Her løb Heino Hansen med den eftertragtede pris som Årets Komiker, og han bliver altså også den sidste til at modtage den hæder.

Tidligere har komikere som Anders Matthesen, Mick Øgendahl og Jonatan Spang fået prisen.

Powered by Labrador CMS