Yahya Hassan idømt fængsel for skud

Retten i Aarhus idømmer Yahya Hassan fængsel i et år og ni måneder for at have såret en ung med pistolskud.

Yahya Hassan er blevet fundet skyldig i at have såret den unge mand ved en episode 20. marts ud for Kappelvænget i det vestlige Aarhus. Foto: Johan Gadegaard/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Digteren Yahya Hassan er ved Retten i Aarhus fredag blevet idømt fængsel i et år og ni måneder for at have affyret skud mod en 17-årig mand. Han er blevet fundet skyldig i at have såret den unge mand ved en episode 20. marts ud for Kappelvænget i det vestlige Aarhus.

Under sagen har senioranklager Lars Jørgen Petersen krævet en straf på fængsel i tre år.

Anklageskriftet er alenlangt og handler også om en stribe andre lovovertrædelser af for eksempel færdselsloven.

Under pres og provokeret

Yahya Hassan har under sagen forsvaret sig med, at han var under pres, var truet og blev provokeret, da han affyrede pistolen. En videooptagelse er et af de vigtigste beviser i sagen. Her kan man høre den 17-årige sige: “Kom nu, Yahya, skyd!”. Forsvareren har hævdet, at Hassan blot skød for at skræmme – og at han handlede i nødværge.

Derimod har senioranklageren slået fast, at digteren ikke var udsat for en overhængende fare, da han affyrede flere skud mod den 17-årige. Offeret blev ramt i låret og den ene fod.

Lige siden episoden har Yahya Hassan været varetægtsfængslet.

Han blev landskendt efter en rå digtsamling udsendt af forlaget Gyldendal. Bogen er angiveligt trykt i et oplag på 120.000.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS