'Don Ø' indlagt kort før hustruens begravelse
Flemming Østergaard er kommet i behandling midt i sorgen
Flemming Østergaard er blevet indlagt kort efter sin hustru Inges død.
Det fortæller han selv i et opslag på Facebook, hvor han fra hospitalssengen sætter ord på situationen.
- Jeg ligger her i hospitalssengen og tænker: Hvad fanden er det egentlig, der sker i mit liv lige nu? spørger han sig selv.
Høje infektionstal
Ifølge Østergaard blev han indlagt, efter hans læge vurderede nødvendigheden oven på for høje infektionstal.
Samtidig er han midt i forberedelserne til sin hustrus begravelse fredag, som han oplyser næsten er på plads.
Midt i det hele har han gjort sig overvejelser om, hvorvidt det var rigtigt at dele sin kones sygdom og deres liv offentligt.
Svaret står nu naglet fast med syvtommersøm.
Har rørt ham dybt
- Ja. Det var rigtigt, skriver den 82-årige tidligere FCK-boss videre.
Han fortæller samtidig, at de mange henvendelser har rørt ham dybt, og at han tager det hele ind.
Trods situationen håber han snart at være på benene igen og komme hjem.
Begravelsen nærmer sig, og sorgen fylder, men han er ikke i tvivl om dagen.
- Det bliver en smuk dag.