Vinder pris for bog om sit kræftforløb
Esben Dalgaard hædret ved Mofibo Awards
Lydbøger indtog spotlightet, da Mofibo Awards løb af stablen torsdag aften på det københavnske spillested Vega. .
Her blev der uddelt seks statuetter samt en ærespris og en talentpris.
Belønnet for 'Mærket'
Skuespiller Esben Dalgaard og hans hustru, Charlotte Dalgaard Larsen, vandt sammen med medforfatter Stine Buje i kategorien Biografi og Dokumentar.
Det gjorde de med bogen "Mærket", som handler om hele familien Dalgaards oplevelser midt i skuespillerens kræftforløb.
Værten var selv nomineret
Endnu en gang var skuespiller og lydbogsindlæser Ellen Hillingsø at finde i værtsrollen.
Ud over at svinge taktstokken under showet var hun også selv nomineret til en pris, som hun også endte med at vinde. Det var i Roman-kategorien for sin indlæsning af forfatteren Maren Uthaugs bog "11%" om mænds næsten totale forsvinden fra jorden.
Belønnet med årets ærespris
Lydbogsindlæser og tegnefilmsdubber Lars Thiesgaard - som mange nok kender som stemmen bag figurer som Grisling, Pumba, Scooby-Doo og Sorte Per - blev belønnet med årets ærespris, Pharao-prisen.
Det gjorde han for sine mange indlæsninger igennem sin lange karriere.
Og fra en lang karriere til en begyndende: Prisen for Årets Talent gik til Sara Rahmeh for sin indlæsning af sin egen bog "Betonhjerter".
TV-serie på TV 2
I den mest lyttede kategori, Krimi og Spænding, vandt den populære "Oxen - Pilgrim", som er skrevet af Jens Henrik Jensen og indlæst af Dan Schlosser.
Den populære bogserie er desuden lavet til en tv-serie på TV 2, hvor første sæson foreløbig er ude.
Tredje gang på stribe
Forfatter Pernille Juhl vandt for tredje år i træk i kategorien Romance med bogen "Mod daggry", som er indlæst af Mathilde Eusebius og udspiller sig i efterkrigstidens Danmark og Tyskland.
Prisen for Årets Børnelydbog gik til Kaspar og Lambang Ariantos "Far og Papa - Hvad er en flygtning?", mens den irske forfatter Lucinda Riley vandt i kategorien Oversat Fiktion med "Atlas - Historien om Pa Salt", der er indlæst af Maria Stokholm.
Statuette og 10.000 kroner
Før showet havde lydbogsbrugerne stemt på deres yndlingsbøger. Og på baggrund af de stemmer er tre bøger blevet nomineret i hver kategori.
Derefter har en fagjury bestående af kulturpersonligheder valgt de endelige vindernavne.
Alle årets prismodtagere bliver ud over hæderen belønnet med en statuette samt 10.000 kroner.
LÆS OGSÅ:
-
Esben Dalgaard: Ramt af blodprop under julefilm
Den 48-årige skuespiller kæmpede med helbreddet under optagelserne
-
Esben Dalgaard holder pause fra kræftbehandling
Det ser lyst ud for skuespilleren, men han bliver aldrig fri for sygdom
-
Esben Dalgaard: Med døden i hælene
Hyldes med flot pris for sit arbejde