Vilde beløb: Prins Henriks kunst revet væk

Ialt 19 skulpturer skiftede ejer, da Bruun Rasmussen onsdag svingede hammeren over Prins Henriks egen kunst i København.

Ialt 19 skulpturer, der i sin tid blev erhvervet af prins Henrik skiftede onsdag ejer, da de var under hammeren hos Bruun Rasmussen i København. Klik videre for flere billeder. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ialt 19 skulpturer, der i sin tid blev erhvervet af prins Henrik skiftede onsdag ejer, da de var under hammeren hos Bruun Rasmussen i København. Klik videre for flere billeder. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

En række skulpturer fra en privat, dansk samling, der i sin tid blev erhvervet af prins Henrik, var i går, onsdag den 17. juni, under hammeren hos Bruun Rasmussen i København. Det skriver auktionshuset i en pressemeddelelse.

Det skulle vise sig, at interessen for værkerne var ganske overvældende og flere af værkerne endte med overraskende hammerslag og løb op i ganske betragtelige priser. Mere om det senere.

Artiklen fortsætter under videoen

Det var fantastisk at se den store interesse for skulpturerne. Vi havde flere budgivere med i både salen og via live-bid under hele auktionen. Det gik over al forventning,” siger Niels Raben, leder af afdelingen for moderne kunst hos Bruun Rasmussen.

Prinsen og kunsten

Prinsen var, ud over at være samler af skulpturer fra Afrika og Asien, også selv en ivrig skulptør og kunsten fyldte i det hele taget meget i hans liv. Interessen fik han blandt andet via sin bedstefar, der havde en samling af asiatisk kunst.

Jeg kunne ikke leve uden kunst. Kunsten er så ekstremt vigtig for mennesket, fordi den er større end mennesket og stiller mennesket alle de spørgsmål, som vi har brug for at blive stillet. Hvorfor er jeg her? Hvad skal jeg lave, nu jeg er her? Hvor skal jeg hen, når jeg ikke er her længere? Det er eksistentielle spørgsmål, som kunsten stiller os, og som vi selv må prøve at besvare,” udtalte prinsen selv i 2015 om sit forhold til kunsten.

Prins Henrik begyndte for alvor at udfolde sig inden for skulpturens verden i 1930´erne. I en lang årrække uden for offentlighedens søgelys, men da værket ”Torso” blev opstillet ved vinslottet Cayx i Frankrig, skabte det opmærksomhed.

En dansker fattede interesse for værket med det resultat, at der i 2007 blev stillet et lignende eksemplar op på Strandvejen i den vestfynske by Strib i 2007.

Året efter deltog Prins Henrik på den århusianske skulpturfestival Sculpture by the Sea med værket ”Torso 1”, som tilmed vandt flest stemmer ved en publikumsafstemning. Hans virke som skulptør var dermed blevet offentligt kendt.

Det dobbelte af vurderingsprisen

Højdespringeren ved gårsdagens auktion blev bronzeværket ‘Le Couple de Monstres’, der sluttede med et hammerslag på 350.000 kroner efter en heftig budkrig. Men der var flere andre ganske overraskende priser.

Blandt andet blev skulpturen ‘Konge og Dronning’ solgt for på 80.000 kroner, hvilket er det dobbelte af auktionshusets vurdering på 40.000 kroner.

I dag er der rig mulighed for at opleve en række af Prins Henriks skulpturer landet over. Blandt andet i Aalborg Kongres og Kultur Center, på Aarhus Havn, ved Tønder Rådhus, på Torvet i Ringkøbing og i Slotsparken ved Marselisborg Slot.

Powered by Labrador CMS