Vild udvikling: Kronprinsessen skriver historie
I begyndelsen af december sker noget helt særligt i det danske kongehus.
I perioden mellem den 6. og 8. december bliver der skrevet royal historie i Danmark.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Kronprinsesse Mary er ifølge Kongehusets kalender i de dage såkaldt rigsforstander. Det betyder, at hun er det tilstedeværende overhoved i Danmark.
Samtidig betyder det også, at både Kronprins Frederik og Dronning Margrethe er ude af landet. Muligvis også prinsesse Benedikte, der ligeledes varetager hvervet som rigsforstander. Prins Joachim bor i Frankrig og kan derfor ikke være vikar for dronningen.
Det fremgår ikke af kalenderen, hvad majestæten skal i de dage, men den 4. december er hun i London ved gallamiddag i anledning af 60-års jubilæet for “The Anglo-Danish Society’s Scholarship Programme”.
Kronprins Frederik er regent den 5. december. Det fremgår dog ikke, hvorfor hustruen overtager den 6.
Rørt
Særligt er det, at en uden såkaldt blåt blod nu kan regere i Danmark. Mary er ikke født ind i kongehuset.
Kronprinsessen blev onsdag den 2. oktober officielt udnævnt som duelig rigsforstander af Dronning Margrethe. Hun underskrev senere ved et statsråd samme onsdag en erklæring om at ville overholde Grundloven. Det gjorde det muligt at give hende titlen som rigsforstander.
Til statsrådet var dronning Margrethe, kronprins Frederik og statsminister Mette Frederiksen også til stede.
Kronprinsesse Mary fortalte dagen efter i forbindelse med et arrangement på Frydenhøjskolen i Hvidovre, hvad udnævnelsen til rigsforstander betyder for hende.
– Det er en stor ære, og jeg er dybt rørt over den tillid, der er blevet vist mig, fortalte hun ifølge B.T.
En anerkendelse
Alt andet end at udnævne Mary til rigsforstander ville være dumt, for hun er et aktiv og en ressource for kongehuset.
Sådan lød vurderingen fra Sebastian Olden-Jørgensen, som er historiker ved Københavns Universitet, da Kendte.dk spurgte til udnævnelsen.
– Jeg ser tre grunde til udnævnelsen, og kronprinsessens personlighed er den ene. Hun er venlig, opmærksom og vågen og svarer godt for sig.
– Hun er dygtig i offentligheden og kan gøre og sige de rigtige ting. Det ville være dumt ikke at bruge hende mest muligt, lyder det.
Praktik og ligestilling
De to andre grunde, som sammen med kronprinsessens personlighed udløser rigsforstandertitlen, er praktik og ligestilling, siger historikeren.
– Dronningen er ved at blive ældre, og det samme er prinsesse Benedikte. Prins Joachim er i Paris, så det er godt at have flere rigsforstandere at trække på.
– Et sidste aspekt er ligestilling, for det her kan også ses som et ligestillingsprojekt, siger han.