Vild med dans: Stemt ud

Endnu et par er elimineret, og der er således ni tilbage i jagten på vindertitlen og trofæet.

Vicky og Martin blev fredag aften stemt ud af Vild med dans. Foto: Martin Sylvest.
Offentliggjort Sidst opdateret

Efter at have været sat standby sidste fredag grundet indsamlingen til Kræftens Bekæmpelses Knæk Cancer-kampagne var konkurrencen tilbage i “Vild med dans” fredag aften.

TV2-biolog Vicky Knudsen og partner Martin Parnov Reichhardt røg ud efter omdans mod musiker Wafande og partner Mie Martha Moltke, og de er således det tredje par til at forlade årets udgave af dansedysten.

Artiklen fortsætter under videoen

De har suverænt ligget i bunden i alle fem programmer og blev altså ikke længere reddet af seernes sms-stemmer.

Halloween udgjorde aftenens tema, og for anden uge i træk var der uhyggeligt gode karakterer fra dommerkvintetten til skuespiller Janus Bakrawi og partner Karina Frimodt samt til skuespillerinden Merethe Mærkedahl og partner Thomas Evers Poulsen.

Også dansktopsangerinden Hilda Heick og hendes 37 år yngre partner, Michael Olesen, vakte opsigt med deres zombie-dans, som parret havde valgt i disciplinen ønskedans.

– Michael har også revet kjolen i stykker, fortalte Hilda Heick til den måbende dommerkvintet.

Med årets tredje par ude af dansedysten er der ni deltagende par tilbage i jagten efter titlen og trofæet.

“Vild med dans” bliver sendt igen næste fredag fra klokken 20 på TV2 og TV2 Play.

Powered by Labrador CMS