'Vild med Dans': Her er Sissals største udfordring
Grandprix-sangeren må gå på kompromis med sin overbevisning
Når 'Vild med dans' fredag aften slippes løs, bliver det ikke kun trin, rytme og glitter, der udfordrer deltagerne.
For grandprix-sangeren Sissal handler det i høj grad også om noget helt andet.
Nemlig at lade manden føre an i dansen.
I dette tilfælde sidste års vinder, 26-årige Eugen Miu, der er blevet hendes dansepartner.
- Jeg kan åbenbart ikke lide, når mænd styrer - det er mit livs motto, afslørede hun til Kendte.dk ved pressemødet forud for premieren på dansekonkurrencen fredag aften.

Kampen om kontrol
- Jeg prøver at lade manden styre, og det er jeg helt ærligt ikke så meget for. Det er min største udfordring, og det har vi måttet arbejde virkelig meget med, lød det fra den 30-årige sangerinde.
Hun erkender dog, at Eugen kan få hende til at give slip, når det lykkes.
- Hvis nogen skal styre mig, så er det Eugen. Det handler om at smide kontrollen, og når jeg så gør det, kan han føre mig til nye steder, men jeg kæmper imod, fortsatte hun.

Fra twerk til teknik
Selv om Sissal er vant til scenen som sanger, er dansescenen en helt anderledes udfordrende disciplin.
- Helt ærligt troede jeg, jeg ville komme ind som et naturtalent, og det er jeg overhovedet ikke. Det jeg kan på scenen af twerk og split er åbenbart ikke nok. Det kræver noget helt andet, indrømmede hun.
Eugen Miu mener ikke, der er unoder, som skal pilles ud af hende, men organiseres bedre.
Frygt for at falde
Selv om Sissal elsker rampelyset, er hun ærlig omkring sine nerver i forhold til fredag aften.
- Jeg kan godt lide at stå på scenen, men dette er ikke stedet, hvor jeg føler mig tryggest. Min største frygt er at falde under showet, for jeg er lidt klodset, erkendte hun.
Men hun er fast besluttet på at tage udfordringen med et smil.
- Der er så meget at fokusere på hele tiden, og jeg bliver helt vildt forvirret. Men det er også vildt fedt at kunne tage læren med sig.
