Vild med Dans deler nyhed

Abdi Ulad spæner ind som en af deltagerne i TV 2's uhyre populære program. Og den hurtige maratonløber ser frem til at lære en ny sportsgren

Abdi Ulad har tidligere vundet DM i løbedisciplinen 10.000 meter. Nu knokler han for at vinde titlen og trofæet i årets 'Vild med dans'. (Arkivfoto)
Abdi Ulad har tidligere vundet DM i løbedisciplinen 10.000 meter. Nu knokler han for at vinde titlen og trofæet i årets "Vild med dans". (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Maratonløberen Abdi Ulad parkerer kondiskoene for en stund og snører i stedet danseskoene.

Den 30-årige sportsudøver er nemlig blandt årets 12 nydansere i "Vild med dans", afslører TV 2 i en pressemeddelelse.

Her - tre uger op til showstart - er Abdi Ulad en anelse nervøs, fortæller han.

For selv om han er i god fysisk form og netop har repræsenteret de rød-hvide farver til de olympiske lege - så bliver det en udfordring at få fødderne til at makke ret i takt til musik.

- Dans er fuldstændig ukendt terræn for mig, så jeg glæder mig til at lære det og forhåbentlig udvikle min rytmiske sans, som jeg ikke mener, at jeg har særlig meget af, siger Abdi Ulad i pressemeddelelsen og tilføjer fluks:

- Det vigtigste for mig er, at det skal være sjovt. Og det er jeg sikker på, at det bliver. Så jeg vil forsøge at lægge mit konkurrencegen lidt til side, og så handler det om at nyde musikken og dansen, have det sjovt og give den alt, hvad jeg har.

Femte mandlige danser

Abdi Ulad er den femte mandlige nydanser, der er blevet annonceret i årets felt.

De andre kendismænd er entertainer Jacob Haugaard, sanger Jimilian, forfatter Michael Katz Krefeld og kageconnaisseur Micki Cheng.

Også to kvindelige nydansere er blevet afsløret. Det drejer sig om influent Mascha Vang og svømmestjerne Pernille Blume.

Årets "Vild med dans" får premiere fredag den 10. september.

Det er atter Christiane Schaumburg-Müller og Sarah Grünewald, der som programmets værtinder vil guide dommere, deltagere, publikummer og seere igennem dansedysten frem til den store finale, som finder sted den 26. november.

Alle Vild med dans-vinderne

2020: Merete Mærkedahl og Thomas Evers Poulsen.

2019: Jakob Fauerby og Silas Holst.

2018: Simon Stenspil og Asta Björk Ivarsdottir.

2017: Sofie Lassen-Kahlke og Michael Olesen.

2016: Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard.

2015: Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen.

2014: Sara Maria Franch-Mærkedahl og Silas Holst.

2013: Mie Skov og Mads Vad.

2012: Joakim Ingversen og Claudia Rex.

2011: Sophie Fjellvang-Sølling og Silas Holst.

2010: Cecilie Hother og Mads Vad.

2009: Casper Elgaard og Vickie Jo Ringgaard.

2008: Joachim B. Olsen og Marianne Eihilt.

2007: Simon Mathew og Viktoria Franova (julegalla).

2007: Robert Hansen og Marianne Eihilt.

2006: Christina Roslyng og Steen Lund.

2005 efterår: David Owe og Vickie Jo Ringgaard.

2005 forår: Mia Lyhne og Thomas Evers Poulsen.

Kilde: TV 2
Powered by Labrador CMS