Verdensstjerne jagtet af norsk politi
Politiet måtte tage en snak med Lil Nas X, da verdensstjernen tog en tur på løbehjul gennem en færdselstunnel
Norsk politi måtte mandag aften have sig en snak med verdensstjernen Lil Nas X, efter at den populære rapper og sanger kørte en tur gennem en færdselstunnel i Oslo på løbehjul.
Det oplyser politiet til den norske avis Dagbladet.
Den populære musiker, som for nylig spillede på Roskilde Festival, er i Norge, hvor han onsdag skal spille på Slotsfjellfestivalen i Tønsberg, som ligger godt en times kørsel syd for hovedstaden, Oslo.
På vej i fængsel
Her havde han egentlig selv i første omgang meldt, at han var på vej i fængsel.
- På vej til at blive fængslet i Norge, skrev han på det sociale medie Instagram, hvor han havde lagt billeder ud af sig selv sammen med politiet både inde i og uden for tunnelen.
Politiet i Oslo oplyser imidlertid til Dagbladet, at Lil Nas X hverken blev anholdt eller kom i fængsel. Han slap med en kort snak, da han lagde sig fladt ned og erkendte, at han ikke skulle have kørt på løbehjul i tunnelen. Tunnelen var nemlig kun beregnet til biler.
Lukkede tunnelen
Politiet meldte klokken 23.23 mandag aften ud, at fire personer på løbehjul havde forvildet sig ind i Festningstunnelen i Oslo.
- De har brugt store dele af kørebanen, så trafikcentralen har lukket det østgående spor, indtil vi kan få dem ud, skrev politiet i den forbindelse.
Syv minutter senere blev tunnelen genåbnet.
Fulgte GPS
- Turisterne havde fulgt deres gps. De lagde sig fladt ned. Vi har eskorteret dem ud, skrev politiet.
Lil Nas X steg for alvor på hitlisterne i 2019, da han udgav sin version af "Old Town Road" - en hiphopversion af originalsangen, der er skrevet af countrymusikeren Billy Ray Cyrus.
Han spillede i år blandt andet på Roskilde Festival som en del af hans turné "Long Live Montero Tour".