Marius' ekskæreste bønfaldt kronprinsparret om hjælp
Nora Haukland bad ifølge eget udsagn det norske kronprinspar om at sende Marius Borg Høiby på afvænning
Influenceren Nora Haukland, som tidligere var kæreste med den norske kronprinsessesøn Marius Borg Høiby, har tirsdag fortalt i retten i Oslo, hvordan hun på et tidspunkt bad kronprinsparret om at sende Høiby på afvænning.
Det skete, efter at hun og Marius Borg Høiby var gået fra hinanden.
Haukland afgiver forklaring i en retssag, hvor Høiby er tiltalt for blandt andet vold mod hende. Det skriver den norske avis VG og nyhedsbureauet NTB.
- Marius går i bad, og jeg står der med hans mor og Haakon, og så bryder jeg bare sammen og siger: "Nu må I hjælpe ham, kan I ikke se, at han har brug for hjælp?".
- Og de sagde, at "dette er ikke dit ansvar", og jeg sagde, "men gør dog noget, få ham på afvænning, det kommer ikke til at gå godt", siger Nora Haukland.
- Det bliver ikke sjovt
29-årige Marius Borg Høiby er søn af Norges kronprinsesse Mette-Marit og stedsøn af kronprins Haakon.
- Og så havde jeg ligesom kontakt med dem efterfølgende, og de skulle sende ham på afvænning, og de skulle gøre de ting.
- Og pludselig var de sådan: "Men denne afvænning, den er meget fin, men lige denne måned og næste måned er det mest gamle mennesker, der er der, og det bliver ikke så sjovt for Marius at være der".
- Så var jeg sådan: Men Marius er der jo ikke for at have det sjovt. Han er der jo, fordi han virkelig har brug for hjælp, siger Nora Haukland.
Marius Borg Høiby har tidligere erkendt, at han har haft et narkotikamisbrug.
Ingen kommentarer
NTB har anmodet det norske kongehus om en kommentar til Nora Hauklands udsagn om episoden med kronprinsparret. Kongehuset har tirsdag eftermiddag foreløbigt ikke kommenteret hendes forklaring.
Haukland fortæller i retten om flere episoder, hvor hun har følt, at Marius Borg Høiby kontrollerede hende, da de var kærester.
Han havde meninger om, hvilken type tøj hun måtte gå i, og hvilke realityprogrammer hun måtte deltage i, forklarer hun. Flere gange tog han - ifølge hende - kvælertag på hende, og hun er angiveligt også blevet slået.
38 forhold
Marius Borg Høiby er tiltalt for i alt 38 forhold - herunder vold i nære relationer og voldtægt. Sagerne involverer flere formodede ofre.
15 af tiltalepunkterne vedrører forholdet mellem Høiby og Haukland.
Marius Borg Høiby ventes at afgive forklaring senere tirsdag.
Han har flere gange tidligere siddet i vidneskranken i retssagen, som begyndte i starten af februar.