Var en af de tætteste på dronning Margrethe
Ceremonimester Christian Eugen-Olsen stod for planlægning af de store begivenheder i kongehuset - hjemme og ude i verden. Den 22. marts fylder han 80 år
Han var nem at få øje på.
Først kom dronningen og prins Henrik, så hofmarskalen og derefter den høje slanke mand i Livgardens røde gallauniform.
Christian Eugen-Olsen beklædte i 22 år den centrale post som ceremonimester i kongehuset.
Var der rund fødselsdag, skulle “Dannebrog” på togt eller regentparret på statsbesøg, så var han med til at skrive drejebogen.
En planlægning, der kan være længe undervejs, nogle gange i flere år.
Som da regentparret i 1996 blev modtaget af Sydafrikas præsident, Nelson Mandela, for blot et nævne et af de mest betydningsfulde statsbesøg i Eugen-Olsens tid.
USA’s daværende præsident Bill Clintons frokost på Fredensborg året efter er et andet højdepunkt i karrieren. Og ikke mindst kronprins Frederik og kronprinsesse Marys bryllup i 2004.
Stoppede i 2012
Christian Eugen-Olsen, som fylder 80 år den 22. marts, stoppede i 2012, men det er først efter pensioneringen, at hans ansigt er blevet kendt i bredere kredse.
I en årrække har han været med i DR’s panel af eksperter, som kommenterer kongelige begivenheder. Her øser han blandt andet ud af sin viden om modtagelse af udenlandske statsoverhoveder, borddækning og alt det andet, der hører sig til i verdens ældste kongehus.
På mere slap line kunne han opleves i DR-programmerne “Overklassen på udebane”, hvor han sammen med modemanden Erik Brandt besøgte mennesker langt fra sit eget miljø. Det blev både til gode råd og en hjælpende hånd ved kasseapparatet i et supermarked.
Inden Christian Eugen-Olsen kom til Amalienborg, var han ansat i Forsvaret.
Først ved Hærens Officersskole, og siden fulgte Forsvarsstaben, Den Kongelige Livgarde og Forsvarsministeriet.
Det blev også til en kort periode som informationschef i Forsvarskommandoen, inden han i 1990 fik en opringning fra den daværende hofmarskal, Søren Haslund-Christensen.
Glad for jazz
Christian Eugen-Olsen, eller Eugen, som han blev kaldt i daglig tale, har gennem alle årene sørget for at give plads til andet end sit arbejde.
Han er glad for musik og særligt for jazzmusikken, som han selv spiller, ligesom hans motorcykel, en Burgman 400 Suzuki, fik sin plads i kalenderen.
Et af højdepunkterne var i mange år åbningsdagen på Bakken, hvor han under politieskorte deltog sammen med de andre bikere.
I dag er han formand for flere fonde, blandt andet Frihedskampens Fredningsfond, som i 2014 sørgede for, at Danmark blev anerkendt som deltager i D-dagen, og at dronningen var med til fejring af 70-årsdagen for den allierede landgang i Normandiet.
Christian Eugen-Olsen er gift med Birgitte Eugen-Olsen, der tidligere arbejdede som lægesekretær.
De lærte hinanden at kende som skøjteløbere på Gentofte Sø, da de var 16 og 17.