Ung under ungdomsoprøret: Nu fylder hun år
Rebecca Brüel har underholdt danskerne i årtier og er blandt andet kendt for sit samarbejde med husbonden, Troels Trier
Hun var ung under ungdomsoprøret.
I 1960'erne udfordrede hun grænserne og prøvede sig blandt andet af inden for striptease og go-go-dans.
Men det er for sangen og komikken, danskerne kender Rebecca Brüel bedst.
Den rødtoppede rebel fylder 70 år den 12. april.
I starten af 1970'erne dannede hun Jomfru Ane Band med søsteren Sanne Brüel, som ikke var uden politiske undertoner fra de røde miljøer i de revolutionære 1970'ere.
Samfundskritik
Samfundskritik og protester gled sammen med komik og sang.
Rebecca Brüel var i disse år også med i flere teateropsætninger, herunder både en dansk og svensk opsætning af "Jesus Christ Superstar".
Brüel, der er datter af de to kunstnere Max Brüel og Birgit Brüel, sang også kor i blandt andet Savage Rose og Gasolin'.
Så fandt hun sammen med multikunstneren Troels Trier, der gjorde sig lidt i det samme som Brüel: komik, sang og satire, gerne kombineret med politiske budskaber.
Det skulle vise sig at blive et givtigt samarbejde på flere fronter. Det var nemlig ikke blot professionelt, de to fandt tonen, det gjorde de også privat.
Gift i 1986
De blev gift i 1986 og har siden i det musikalske og komiske virke lavet mange revyer og hits med de humoristiske tekster og sketches i fokus.
Den første LP, de udgav sammen, hed "Stardust Bodega". Dernæst fortsatte de med "Bøf med løg", som mange danskere nok vil huske.
Rebecca Brüel og Troels Trier er stadig sammen i dag.
Men Brüel har trukket sig fra scenen som konsekvens af rygproblemer. Det gjorde hun i 2009.
Hun har dog stået ved sin mands side, når han eksempelvis har foldet sig ud som maler.
Rebecca Brüel er moster til den kendte sangerinde Kaya Brüel.