Ung stjerne dræbt af skud på åben gade

En kun 20-årig sang-stjerne mistede mandag livet - han blev skudt på åben gade da han var ude for at se på motorcykler.

Udgivet Opdateret

Den kun 20-årige rapper og sangskriver, Jahseh Dwayne Onfroy med kunstnernavnet XXXTentacion, mistede mandag livet i det, der tilsyneladende var et røveri på åben gade i Deerfield Beach nord for Miami i det sydlige Florida, USA.

Ifølge det lokale politi var Jahseh Dwayne Onfroy angiveligt ude for at shoppe motorcykler, da to gerningsmænd gik hen til hans bil. Den ene trak en pistol og skød Jahseh Dwayne Onfroy i det, der ifølge politiet formodes at være et røveri.

De to gerningsmænd flygtede efterfølgende i en mørk SUV og er stadig på fri fod. Politiet har udlovet en dusør på op til 3.000 dollar for informationer der fører til pågribelse af gerningsmændene.

Jahseh Dwayne Onfroy er ikke en ukendt mand i det amerikanske retssystem.

XXXTentacion nåede at udgive to albummer. Det var “17” fra 2017 og “?” fra i år. Han har blandt andet hittet med nummeret “Sad!”.

Ifølge underholdningssitet TMZ afventede den 20-årige rapper en retssag, hvor han var tiltalt for vold mod sin gravide kæreste. Samtidig var han beskyldt for forsøg på at påvirke vidner i sagen.

Nyheden om drabet på Jahseh Dwayne Onfroy har fået flere af de store stjerner til at reagere.

Rapperen Kanye West har således lavet følgende opslag på Twitter:

Powered by Labrador CMS