Ulykkelig forårsnat kom til at fylde

Ninna Hedeager Olsen var stemmesluger i 2017. Bedre forhold for de bløde trafikanter i København har stået højt. Retssager om påstået voldtægt kostede dyrt.

Borgmester Nina Hedeager Olsen fylder 40 år fredag den 4. december 2020.. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Ninna Hedeager Olsen kunne ikke have ønsket sig en bedre begyndelse som borgmester i København.

Ved kommunalvalget i 2017 blev hendes parti, Enhedslisten, næststørst i Borgerrepræsentationen – kun overgået af Socialdemokratiet.

Artiklen fortsætter under videoen

Personligt kunne Ninna Hedeager Olsen, der fylder 40 år den 4. december, tilmed glæde sig over, at 5719 københavnere havde sat kryds ved hendes navn.

Det gjorde hende til en af valgets helt store stemmeslugere og sikrede hende den betydningsfulde post som teknik- og miljøborgmester.

Målet var at skabe en mere grøn og social bæredygtig hovedstad. Blandt andet har hun arbejdet for bedre forhold for gående og cyklister, ligesom byens hjemløse i hende har fået et talerør.

Og så kan modstandere af elløbehjul takke for, at det omstridte transportmiddel ikke længere må udlejes fra offentlige områder i det meste af indre by og brokvartererne.

Men til valget næste år er det slut, for Ninna Hedeager Olsen har besluttet ikke at genopstille.

Til mediet Solidaritet har hun udtalt, at hun ikke er træt af byrådspolitik, men at hun altid har tænkt, at det var naturligt at stoppe efter én valgperiode.

I hvert fald har beslutningen ikke noget at gøre med efterdønningerne af en meget omtalt nat i slutningen af marts 2019, hvor borgmesteren havde inviteret til fest i hjemmet på Nørrebro.

Senere blev et tidligere ledende medlem af Enhedslisten i København tiltalt for voldtægt og blufærdighedskrænkelse, idet han ifølge anklageskriftet havde tiltvunget sig samleje med en kvindelig gæst og taget på Ninna Hedeager Olsen. Det var sket, da de lå i samme seng.

Manden blev idømt et års fængsel i byretten, men endte med at blive frifundet i Østre Landsret.

Stor opmærksomhed

Retssagerne fik stor opmærksomhed, og det tærede så meget på Ninna Hedeager Olsen, at hun måtte langtidssygemelde sig.

Kort før hun skulle vende tilbage, fik øjenvidneberetninger fra en kro på Tunø sagen til at tage en ny drejning.

Medier kunne berette, at borgmesteren havde givet en hånd med ved serveringen. Det fik Borgerrepræsentationens sekretariat til at tage det usædvanlige skridt at anmode om en lægeerklæring.

Ninna Hedeager Olsen er opvokset på en nedlagt landejendom i Hammerum ved Herning. Hun er student fra Holstebro Gymnasium og blev i 2010 kandidat i arbejdsmiljøstudier fra Roskilde Universitet.

Indtil 2017 var hun ansat som lektor på Professionshøjskolen Metropol, hvor hun også var tillidsrepræsentant.

Det glæder hun sig til at vende tilbage til, ligesom hun ser frem til at genoptage rejser til det, som hun betegner som sit andet mentale hjemland, Palæstina.

Powered by Labrador CMS