Tyve tømte tv-værts ønskebrønd: Pengene skulle være gået til børns juletræsfest
Tudindvis af kroner er blevet stjålet fra Stig Lauritsens ønskebrønd på Gisselfeld Kloster på Sjælland
Der ventede forpagter på Gisselfeld Kloster, tv-vært og tidligere Robinson-deltager Stig Lauritsen, et frygteligt syn, da han torsdag morgen mødte ind på arbejde og kiggede ned i klosterets ønskebrønd.
Brønden var tom – både for vand og for penge – penge, der skulle være gået til en juletræsfest for udsatte børn i Faxe Kommune, skriver TV2 Øst.
– Der har været tyve inde og tømme ønskebrønden. Den er fuldstændig støvsuget for mønter, fortæller Stig Lauritsen til TV2 Øst.
Ønskebrønden ligger i klosterets orangeri, og de penge, der bliver smidt i brønden, har altid gået til de fattige og udsatte.
Sorte penge
Stig Lauritsen vurderer, at der har ligget et sted mellem 10 og 20.000 kroner i brønden, der ikke har været tømt siden 2003.
I år var dog udset til at være året, hvor pengene skulle fiskes op – af Stig Lauritsen vel at mærke.
Mange af mønterne har ligget i vandet i brønden i mange år, så de er blevet irrede og sorte. Derfor tror Stig Lauritsen godt det kan blive svært for tyvene, at få brugt pengene.
Og derudover må det have været en tung last. Hvis der har ligget 20.000 kroner i ti-kroner i brønden, har mønterne haft en vægt på 14 kilo.