Twilight-stjerne skal spille prinsesse Diana i ny film
En ny film, 'Spencer', foregår over tre dage i starten af 1990´erne, da der for alvor opstod knas i Dianas ægteskab med prins Charles.
Det bliver den amerikanske skuespiller Kristen Stewart, ikke mindst kendt fra Twilight sagaen, der får rollen som prinsesse Diana i en ny film om en hektisk periode i prinsessen og prins Charles’ fælles liv. Hvorfor valget er faldet på netop hende, vender vi tilbage til.
Artiklen fortsætter under videoen
Produktionen af filmen, der får titlen ‘Spenser’ efter Dianas efternavn inden hun blev gift med Charles, skydes igang i starten af 2021.
Handlingen foregår over en tre-dages periode i de tidlige 1990’ere, da prinsessen af Wales indser, at hendes ægteskab med prins Charles ikke fungere. Det skriver Deadline.
Parret blev gift i 1981 og officielt skilt i 1996 efter reelt at have levet hver for sig i nogle år. Prinsessen omkom året efter i en tragisk bilulykke i Paris.
Det er den chilenske filmskaber Pablo Larraín, der skal instruere filmen og som har peget på Kristen Stewart til rollen. ‘Twilight’ stjernen har ifølge ham alle de kvaliteter, der er nødvendige for at spille en af de mest berømte kvinder i de sidste 50 år.
“Kristen kan mange ting. Hun kan være meget mystisk, meget skrøbelig og i sidste ende meget stærk, hvilket er nøjagtig det, der er brug for til rollen,” siger han til Deadline.
”Det var netop kombinationen af disse elementer, der fik mig til at tænke på hende. Jeg tror hun vil levere noget forbløffende og enestående på samme tid. Hun er en sand naturkraft,” fortsætter han.
Deadline nævner ikke et ord om hvem, der får rollerne som henholdsvis prins Charles og dronning Elizabeth.