TV 2's nye stjerne afvist utallige gange

Det er vigtigt for den fremadstormende skuespiller Afshin Firouzi, der er aktuel i "Dag & nat", at karakterer i fiktionens verden afspejler virkeligheden

Udgivet Opdateret

Den 41-årige iranskfødte skuespiller Afshin Firouzi flygtede som fireårig med familien til Danmark, efter Irak havde invaderet familiens hjemland og begyndte en otte år lang krig.

Allerede som femårig drømte Afshin Firouzi om at tage del i den verden, der gemte sig bag tv-skærmen.

Her kunne han flygte ind i sit eget hoved. Men der skulle 30 års tilløb til, førend han tog springet ind i branchen.

For tiden er han aktuel i sin hidtil største rolle i TV 2-dramaet "Dag & nat".

Fødselslægen Milad

Her spiller han fødselslægen Milad, som arbejder på den travle fødegang, der er omdrejningspunkt for dramaserien, og det er vigtigt for det fremadstormende talent at få lov til at spille roller, der afspejler virkeligheden.

- Jeg har venner fra mange forskellige lande, der har veluddannede job. Lægerne og advokaterne er derude. Det er virkeligheden, og det bør også afspejle sig i fiktionens verden, siger han.

Afshin Firouzi er alligevel ikke bange for de stereotype roller, fortæller han.

Han har både spillet terrortiltalt i filmen "Krudttønden" og fængselskok i DR-serien "Fredløs". Sidstnævnte rolle kastede i øvrigt en Robert-nominering af sig.

- Det er bare vigtigt, at roller har noget dybde, et fedt manus og en vision, siger Afshin Firouzi og tilføjer:

- Men hvis jeg skal spille grønthandler og gaderøver resten af mit liv, bliver jeg rigtig ked af det. Der er et helt samfundsfagligt aspekt i det - lad os lige fordele rollerne lidt mere lige, mener han.

Afshin Firouzi står midt i det, der kan blive den fremadstormende skuespillers store gennembrud. Han har landet sin hidtil største rolle i TV 2-dramaet 'Dag & nat'. (Arkivfoto).
Afshin Firouzi står midt i det, der kan blive den fremadstormende skuespillers store gennembrud. Han har landet sin hidtil største rolle i TV 2-dramaet "Dag & nat". (Arkivfoto).

Startede som 36-årig

Afshin Firouzi kom først ind i filmverdenen som 36-årig. Inden da har han både været i militæret, arbejdet i restaurationsbranchen og har de fleste af sine voksne år arbejdet med socialt arbejde.

Alligevel har han oplevet at møde modstand, fordi han så anderledes ud end den gennemsnitlige dansker.

- Jeg har arbejdet og knoklet hele mit liv. Alligevel er jeg utallige gange blevet afvist på klubber i byen. Hvis tv i højere grad afspejler virkeligheden, er det mit håb, at færre vil blive mødt af den modstand, siger han.

På trods af de lukkede døre, som Afshin Firouzi blandt andet mødte i det københavnske natteliv, har han dog valgt aldrig at lade det være en undskyldning, men brugt det som brændstof i jagten efter skuespillerdrømmen.

- Jeg tror oprigtigt, at det, jeg har opnået, er kommet gennem hårdt arbejde. Uanset hvem man er, og hvordan man ser ud, bliver man kun bemærket i den her branche, hvis man knokler og viser, at man vil det.

- Jeg føler mig heldig over, hvor jeg er i dag, og jeg vil knokle for alle dem, der ikke har opnået det her, og dem, der skal have muligheden for at opnå det i fremtiden, siger han.

"Dag & nat" kan ses på TV 2 søndag klokken 20 og på streamingtjenesten TV 2 Play.

Afshin Firouzi spiller fødselslægen Milad i TV 2-serien 'Dag & nat'. Han begyndte som 36-årig at arbejde som statist og landede i 2018 sit første job som skuespiller, da han spillede parterapeut i et afsnit af DR-serien 'Herrens veje'. Siden har han både haft mindre roller i 'Borgen' og 'Fredløs'. (PR-foto).
Afshin Firouzi spiller fødselslægen Milad i TV 2-serien "Dag & nat". Han begyndte som 36-årig at arbejde som statist og landede i 2018 sit første job som skuespiller, da han spillede parterapeut i et afsnit af DR-serien "Herrens veje". Siden har han både haft mindre roller i "Borgen" og "Fredløs". (PR-foto).
Afshin Firouzi står i det, der kan blive hans helt store gennembrud. Han har allerede gang i nye projekter. (Arkivfoto).
Afshin Firouzi står i det, der kan blive hans helt store gennembrud. Han har allerede gang i nye projekter. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS